AaB’ere klar til Neymar

Frederik Børsting og Jakob Blåbjerg er sammen med resten af U23-landsholdet klar til Brasiliens verdensstjerner.

Det danske OL-landshold i fodbold har mulighed for at spille sig videre fra den indlede gruppe, men det kræver, at de leverer en god præstation mod gruppens absolutte favorithold – hjemmebanefavoritterne fra Brasilien. 

- Det bliver kæmpe stort at prøve sig af på allerhøjeste niveau, siger Frederik Børsting. 

I de to første gruppekampe mod Irak og Sydafrika har AaB-duoen udgjort venstresiden hos det danske mandskab. De erkender begge, at det formentlig bliver en noget hårdere opgave mod sambaspillerne, der blandt andet har Barcelona-stjernen Neymar med i offensiven. 

- Det bliver en vanskelig udfordring. Det er det stærkeste hold i puljen. Det bliver kæmpe stort at spille for et fyldt stadion og nogle formentlig fanatiske fans, så det bliver en stor oplevelse, og det bliver rigtig sjovt, siger backen Jakob Blåbjerg.  

Danmark har fire point for de første to kampe, mens Brasilien med to uafgjorte resultater er tvunget til en sejr, hvis de vil videre fra puljen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland