Irriteret Bromer efter finale: Havde ikke forberedt mig godt nok

Der blev ikke sparet på kritikken af de sene svømmetider, da Bromer skulle komme med sin kommentar efter sjettepladsen i 200 meter butterfly-finalen.

RIO: Da Viktor Bromer mødte den danske presse efter sin sjetteplads i finalen i 200 meter butterfly, var det med et klart kritisk budskab mod arrangørerne af OL-svømningen. 

På grund af amerikanske tv-rettigheder bliver aftenstævnerne i Rio først svømmet fra klokken 22 lokal tid i Brasilien - flere timer senere, end svømmerne er vant til. 

Og pointen var ikke til at tage fejl af, da Viktor Bromer skulle komme med sin reaktion på finalen. 

- Jeg har ondt i røven over det. Jeg synes, det er svært, når vi konkurrerer så sent i døgnet. Det er 100 procent, fordi USA vil have de bedste sendetider derhjemme, fordi det er så populært derovre, siger han til klyngen af danske journalister, der møder ham efter finalien. 

- Jeg er mindre skuffet nu, end jeg var i går aftes. Det har måske noget at gøre med, at jeg er blevet klar over, jeg ikke var, hvor jeg skulle være fysisk. Jeg har ikke forberedt mig godt nok på de forudsætninger, som jeg åbentbart kunne gøre. 

- Det er utroligt irriterende, for det er åbenbart sværere at vænne sig til at gøre, end jeg havde regnet med, siger han. 

Havde I undervurderet betydningen af det? 

- Det er svært at sige, om vi havde undervurderet det. Vi har gjort alt, hvad vi kunne gøre, og jeg har ikke trukket på skulderen af det, siger Viktor Bromer. 

- Jeg har taget vores teamlæges gode råd og instrukser til hjertet og levet efter dem. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne gøre med rødt lys før sengetid og blåt lys for at holde mig vågen til sent om aftenen. 

- Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, så det irriterer mig, at det er sværere, end det.

Føler du, at resultaterne havde været bedre for dig og Mie, hvis I havde svømmet på mere normale tider?

- Det tror jeg helt sikkert. Selve vores tider havde været bedre. Det havde de sandsynligvis også været for de andre. 

- Hvis der havde været optimale forhold, kunne jeg i hvert fald have gået fra det her stævne med en sjetteplads med en god fornemmelse i maven. Hvis jeg havde en dansk rekord med i bagagen eller sådan noget.

- Det er rigtigt irriterende, at de bare tænker på seertal, popularitet og marketing. Alt det, som OL også er ved siden af sporten.

- Jeg håber, jeg kommer til at se der her OL som en succes. Det er trods alt en sjetteplads til et OL. Men jeg kommer mest af alt til at se tilbage på det som en enorm lærestreg for, hvor hårdt det kan være at vænne sig til nye ting. Og hvor meget det kræver at ændre sin hverdag fuldstændig. 

23-årige Viktor Bromer gjorde dog klart for pressen, inden han gik væk, at han stensikkert vil gå efter at komme til OL i Tokyo 2020. 


Seneste nyt

fra Nordjylland