Jan Ø. Jørgensen smasher sig i 1/8-finale

Fokuseret Jan Ø. Jørgensen modstod presset fra sin franske modstander og er nu klar til ottendedelsfinalerne ved OL i Rio.

Det holdt ualmindeligt hårdt i andet sæt søndag aften for 28-årige Jan Ø. Jørgensen, da han stod over for franske Brice Leverdez. På papiret kunne det ellers ligne en overkommelig opgave for nordjyden at spille sig forbi nummer 39 på verdensranglisten, men i andet sæt viste franskmanden tænder og kom foran flere gange.

Alligevel lykkedes det Jan Ø. Jørgensen at smashe sig til sejr efter to sæt og 39 minutters dans på det grønne underlag - 21-11 og 21-18 lød cifrene på, og så kunne den suveræne dansker knytte jubelnæverne.

Også Viktor Axelsen er klar til ottendedelsfinalerne, efter han søndag eftermiddag slog Lee Dong Keun fra Korea.

Forude venter der Jan Ø. Jørgensen et møde med Kidambi Srikanth, der ligger nummer 11 på verdensranglisten. Vinder nordjyden, skal han op mod verdens nummer tre, Lin Dan, i kvartfinalen.


Seneste nyt

fra Nordjylland