01:21

Den blot 16-årige elitegymnast Frederik Kristensen drømmer om at deltage i OL, som afholdes om fire år i Tokyo. Foto: Christian Henriksen

1 af 2

Nordjysk gymnast satser på at indfri OL-drøm i 2020

Den kun 16-årige elitegymnast Frederik Kristensen har store drømme om at deltage i OL. En drøm, som han forventer at kunne indfri i Tokyo i 2020.

Der er store forventninger til den kun 16-årige nordjyske idrætsgymnast, Frederik Kristensen. Han er nemlig et af Danmarks helt store medaljehåb for det næste OL, som afholdes om fire år i Tokyo. Forventningspresset kommer ikke mindst fra Frederiks Kristensen selv:

- Hvis jeg bliver ved med at træne uden at få skader, så skal jeg nok komme til OL, siger Frederik Kristensen   

Også Danmarks Gymnastik Forbund satser på at sende Frederik Kristensen til Tokyo. De har udvalgt en elitegruppe, hvor hård træning er daglig kost, men ifølge Frederik Kristensen er det også sved på panden, som skal til for at nå OL.  

- Jeg regner med at kunne holde en træningsmængde på syv timer om dagen, og hvis dét kører, så kommer jeg forhåbentligt med til OL i 2020, siger Frederik Kristensen.   

Hvis jeg bliver ved med at træne uden at få skader, så skal jeg nok komme til OL

Frederik Kristensen, elitegymnast  

Lige nu er Frederik Kristensen i Columbia på et etårigt træningsophold, hvor han skal udvikle sig både som gymnast og menneske. En rejse, som Frederik Kristensen har set meget frem til:

- Jeg forventer at gymnastikken bliver bedre, og ellers er planen at nyde det her år, fortalte Frederik Kristensen inden han drog mod Sydamerika.

Udover at blive en bedre gymnast er en af de sidegevinster, som Frederik Kristensen håber på at kunne tage med hjem, det spanske sprog.   

Danmark har ikke haft en deltager til OL i idrætsgymnastik siden 1976. Frederik Kristensen håber, at han kan blive den næste.  

Frederik Kristensen er ikke den eneste unge nordjyde med store OL-drømme. I aften i vores udsendelse fra Gammeltorv i Aalborg, kan du møde flere talenter med blikket rettet mod Tokyo. Mogens Jørgensen er på plads fra 19.20 – se med!

Kom endnu tættere på OL. Tag med TV2 Nord til Rio ved at tilføje os på Snapchat. Vores brugernavn er "tv2nord"