De aner ikke, hvem hinanden er: Nu skal naboer mødes i nyt eksperiment

Hvad sker der, når man sætter folk sammen, der tilsyneladende kun har det tilfælles, at de bor i samme opgang? Det undersøger TV2 Nord i serien “Opgangen”.

Nordjyderne bor side om side med hinanden. 127.000 af os bor i en opgang, og mange kan ufrivilligt følge med, når naboerne fester, skændes og støvsuger.

Ofte udvikler naboskaberne sig aldrig til mere end et “hej” i opgangen - på trods af at undersøgelser flere gange har vist, at folk i Aalborg Kommune vægter naboskab højt.

Men hvad sker der, hvis man sætter naboerne i en opgang sammen og får dem til at tale med hinanden? Har de mon mere tilfælles, end de lige går og tror? 

Det undersøger TV2 Nord i et nyt eksperiment.

Sandheder på bordet

I Niels Ebbesens Gade i Aalborg Centrum skal partypigen Tammy på 19 år, alenemoren Randi på 39 år og den psykologistuderende Benjamin på 24 år mødes for at finde ud af, om de har noget tilfælles.

 
 
Foto: Julius Waag Poulsen

De kender ikke hinanden på forhånd, selvom de kun bor med få meters afstand i den samme opgang.

- Jeg er ikke helt 100 procent sikker på, at jeg er stødt ind i de andre før, men jeg har en forventning om, at vi får et bedre forhold til hinanden, siger Randi Pagh.

I første afsnit har Tammy Nielsen inviteret de to naboer til et spil beerpong med spørgsmål, og her kommer der sandheder på bordet.

Se et klip her:

 

Skru så ned!

På Poul Buål Vej i vestbyen i Aalborg har den jurastuderende og kunstinteresserede 21-årige Maria sagt ja til at mødes med sin nabo, den 29-årige mekanikeruddannede og fodboldpassionerede Kardo.

 
 
Foto: Julius Waag Poulsen

De to har talt sammen enkelte gange - blandt andet har Maria bedt Kardo om at skrue ned en gang, da musikken blev lidt for høj - men dybere samtaler er det aldrig blevet til.

Det ændrer sig hurtigt, da Maria er på besøg, og snakken falder på Kardos opvækst i Irak.

Se et klip her:

 

Undervejs i eksperimentet udvikler naboernes forhold sig til hinanden, og til sidst skal de svare på, om de har lyst til at ses mere i fremtiden.

Godt naboskab giver tryghed

Et godt forhold til naboen kan have stor betydning i hverdagen og medføre, at man tolerer mere. Det fortæller Anja Jørgensen, der er professor i bysociologi ved Aalborg Universitet.

Anja Jørgensen er professor i bysociologi ved Aalborg Universitet, og hun har forsket i naboskab i 20 år.
Anja Jørgensen er professor i bysociologi ved Aalborg Universitet, og hun har forsket i naboskab i 20 år.
Foto: Julius Waag Poulsen

- Det er egentlig ret simpelt. Vi føler os mere trygge, når vi ved, hvem vi bor i nærheden af, og vi kan tit acceptere mere forskellighed, hvis vi kender de mennesker, som er forskellige fra os selv, siger Anja Jørgensen.

Derfor skal man ikke kimse ad simpel smalltalk i opgangen.

- Jeg tror, der tit er mere alvor og kvalitet i den type henvendelser, end vi forestiller os. Det nedbryder afstande, og kan i sig selv skabe kvalitet, siger professoren i bysociologi.

Se første afsnit af Opgangen fredag morgen HER. 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland