00:21

7000 høns skal aflives, efter der er konstateret fugleinfluenza på en hønsefarm i Terndrup. Der er tale om en mild form for fugleinfluenza, hvor dyrene sjældent udviser symptomer - men fordi sygdommen hurtigt kan udvikle sig til en alvorligere form, så skal de 7000 høns i besætningen alligevel aflives. Æg fra de smittede høns udgør ikke en risiko for mennesker

Lørdag skal 7.000 dyr aflives i Terndrup efter fund af mild fugleinfluenza. Foto: Mathias Christensen, Scanpix

1 af 2

7000 høns skal aflives: Fugleinfluenza fundet på nordjysk hønsefarm

Fødevarestyrelsen har fundet en mild form for fugleinfluenza på hønsefarm i Terndrup. Besætningen på ca. 7.000 høns skal nu aflives.

Lørdag skal en hel hønsebesætning på 7.000 dyr aflives, efter der er fundet fugleinfluenza i prøveresultater. Det meddeler Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse. 

Der er tale om lavpatogen fugleinfluenza af typen H5. Lavpatogen betyder, at den er mild sammenlignet med højpatogene typer. Fjerkræ udviser sjældent tegn på sygdom ved lavpatogen fugleinfluenza, men de kan smitte andre fjerkræ, og sygdommen kan ændre sig til den højpatogene type, der har en dødelighed på op imod 100 procent.

Aflivningen af de 7.000 høns skal forhindre, at sygdommen bliver højpatogen og rammer andre besætninger.

- Hvis sygdommen bliver højpatogen smitter den meget nemt fra besætning til besætning. Derfor bremser vi den på et tidligt stadie, inden den når at gøre større skade end højst nødvendigt, siger dyrlæge i Fødevarestyrelsen, Stig Mellergaard.

Sikkerhedszone oprettes - ingen fare for mennesker

Udover aflivningen bliver der også oprettet en zone med særlige restriktioner på en kilometer rundt om besætningen. Der er ikke andre professionelle fjerkræbesætninger i zonen, så de strammere regler får kun betydning for eventuelle hobbyejere. 

Reglerne siger blandt andet, at fjerkræ og deres æg ikke må flyttes ud af zonen i 21 dage. Fjerkræ i zonen må gerne være udendørs.

Hobbyejere i zonen skal desuden senest d. 9. marts registrere deres fjerkræ hos Fødevarestyrelsen via e-mail på 10@fvst.dk eller på telefon 72 27 50 95.

Æg fra høns med lavpatogen fugleinfluenza udgør ikke en risiko for hverken mennesker eller dyr.