78 ansøgere til tre lærerstillinger: Byens skole blev lukket, men genopstår nu som privatskole
Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord
Lotte Hyldgaard Skinnerup er en af de forældre, som har prioriteret, at hendes søn skal gå på den nye privatskole. Derfor hjælper hun også til med renoveringen.
Et stort frivilligarbejde, donationer og ildsjæle er årsagen til, at der snart igen er et skoletilbud i Blenstrup.
Der er fuld gang i arbejdet på det, der engang hed Blenstrup Skole.
I 2023 måtte skolen dog lukke som konsekvens af besparelser i Rebild Kommune, og derfor åbner skolen den 12. august i stedet som Sophie Amalie Skolen.
En privatskole, foreningen 'Initiativgruppen Blenstrup' står bag.
- Det er supervigtigt for byen, at vi har en tryg skole, og at der er liv, siger Birgitte Feld Mikkelsen, som er medlem af Initiativgruppen Blenstrup.
775.000 kroner indsamlet
Skolen har kun kostet én krone. Men der har stadig været brug for penge til renoveringen.
Lokale ildsjæle har derfor formået at indsamle omkring 775.000 kroner til projektet.
- Vi har en rigtig god støtteforening, der har hjulpet med at samle penge ind ved at lave fester, få private donationer, erhvervsdonationer og faktisk også nogle rigtig store donationer fra nogen, som har boet her i byen, siger Birgitte Feld Mikkelsen, der fortsætter:
- Det har virkelig betydet alt. Ellers havde vi slet ikke kunnet gøre det.
Derudover har cirka 50 frivillige indtil videre hjulpet til med at klargøre skolen de seneste to uger.
- Det er faktisk hele byen. Det er forældre, der skal have børn her, det er ældre, det er engagerede, der kommer og hjælper på alle tider af døgnet, fortæller Birgitte Feld Mikkelsen.
Har prioriteret en lille skole
En af de fremmødte er Lotte Hyldgaard Skinnerup. Hendes søn skal starte i 1. klasse på den nye Sophie Amalie Skolen.
- Jeg vil ikke have, at han forvinder i mængden. Forstå mig ret. At han kommer på en meget større skole enten den ene eller den anden vej, siger hun om valget af privatskolen og fortsætter:
- Jeg kan godt lide, at han skal gå på en lille skole, så det har jeg prioriteret, at han skal.
31 elever er meldt til skolestarten til august. Personalet, en leder og tre lærere er der også styr på.
Og interessen har været stor.
- Vi har haft 78 ansøgere til de tre lærerstillinger, vi skulle have besat, siger en tilfreds Birgitte Feld Mikkelsen.