01:25

450 husejere i Støvring har i 15 år kæmpet for at få færdiggjort en støjvold, som aldrig blev bygget færdig. Ligeså længe har husejerene må finde sig i larmen fra bilerne.

Foto: Per Frank Paulsen

1 af 2

Efter 15 år: Borgere håber stadig på ny støjvold i Støvring

15 års forgæves kamp om at få færdiggjort en støjvold ved motorvejen ved Støvring ser måske ud til at blive afsluttet. I hvert fald er sagen nu igen på dagsorden, når Udvalget for Teknik og Miljø i Rebild mødes onsdag.

450 husejere i Støvring har været taget som gidsler i 15 år. Ligeså længe har de ventet på, at få bygget en støjvold færdig ved Vestre Primærvej i udkanten af Støvring. Anlægsarbejdet blev stoppet dengang, fordi byggeprojektet løb tør for penge og dermed jord til volden. Nu vil byrådsmedlem Gert Fischer (Venstre) forsøge at få løst sagen en gang for alle.

- Jeg kan kun undre mig over, at den støjvold ikke for længst er blevet bygget færdig, og nu må vi få kørt det jord på, der mangler, siger Gert Fischer.

Støjvolden, der skulle beskytte et helt boligområde mod larmen fra bilerne på motorvejen, mangler nogle meter i højde og drøjde på en 50 meter lang strækning. Ifølge talsmanden for grundejerne virker det som en tragt, der gør støjen endnu højere.

- Når vinden er i vest er rigtig mange husejere generet af larmen fra bilerne, når de sidder på deres terrasser. Jeg håber virkelig at politikerne får gjort arbejdet færdigt, og det tror jeg også på. Ellers er jeg bange for, at der bliver oprør, siger Steen S. Nyby, der er talsmand for cirka 450 grundejere i Støvring.

Det er mindre end et halvt år siden, at Udvalget for Teknik og Miljø i Rebild Kommune senest havde støjvolden på dagsorden. På et møde den 22. december 2015 afviste udvalget dengang at løse problemet. Nu er sagen altså på igen. Morten Lem ( Soc.dem.), der er udvalgsformand for Teknik og Miljø i Rebild Kommune siger:

- Det er desværre ikke bare lige sådan at løse sagen. Dels er der spørgsmålet om betaling, og dels at området hvor støjvolden ligger, nu er omfattet af Naturbeskyttelseslovens paragraf 3. Jeg synes, det er nemt for Gert Fischer at forlange arbejdet gjort færdigt. Han sad selv som formand i mange år i den gamle Støvring Kommune uden at løse problemet, siger Morten Lem.