Færdselsuheld spærrede E45 ved Støvring
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
To biler er torsdag aften kørt sammen på E45 i nordgående retning ved Støvring.
Politi og redningsmandskab er torsdag aften til stede på E45 ved Støvring. Her er to biler kørt sammen i nordgående retning og spærrer dermed begge spor.
Uheldet er sket klokken 19.49 mellem afkørsel 31 og 30, Støvring S og Støvring N.
Ifølge Vejdirektoratet vil motorvejen være spærret indtil klokken 21.30, hvor oprydningen skulle være overstået.
OPDATERET KLOKKEN 21.07: Motorvejen blev genåbnet efter cirka en halv times arbejde på stedet, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck.
- Der var to personer involveret i uheldet, en kvinde, som kommer kørende med 110 kilometer i timen, og en mand, som forsøger at overhale hende med 130 kilometer i timen. Men han forregner sig desværre og får trukket for tidligt ind, forklarer vagtchefen.
Derfor rammer manden forenden på kvindens bil, og det resulterer i, at han ryger af vejen og kører ud over en skrænt på cirka otte meter. Kvindens bil ruller rundt på taget.
- Men mirakuløst nok er der ikke nogen af de to, der kommer alvorligt til skade, siger Henrik Beck.
Mens oprydningen stod på, blev trafikken i nordgående retning ledt ind gennem Støvring.