Fokus: Luksusproblem presser Rebild Kommune
Magasinet Fokus har sat tre politikere fra Rebild Kommune stævne til en snak om udfordringen ved, at flere og flere vil bosætte sig i kommunen.
Mens andre nordjyske kommuner kæmper for at holde befolkningstallet oppe, så har de i Rebild Kommune svært ved at følge med i takt med, at flere og flere flytter til. Det kommer den nye kommunalbestyrelse i kommunen til at gøre noget ved, lyder det i en tv-debat på TV2 Nord i magasinet Fokus.
Befolkningstallet i Rebild Kommune er steget i mange år. Fra 2015 til 2019 er der kommet 1057 nye borgere til.
Udviklingen ser ud til at fortsætte, og kommunens mål er, at der skal bo minimum 32.000 mennesker i Rebild i år 2030.
- Vi har en motorvej, som passerer tæt på både Støvring og Haverslev, og så er vi begunstigede af en fantastisk natur. Vi er inde i en positiv spiral, hvor virksomhederne og borgerne kommer til. Vi har gode daginstitutioner og skoler. Vi har god infrastruktur, og vores foreningsliv blomster, siger Jesper Greth (V), som er ny borgmester i Rebild.
Malurt i bægeret
I Rebild Kommune har Venstre og Det Konservative Folkeparti konstitueret sig sammen med Det Radikale Venstre. Socialdemokratiet står uden for konstitueringen. Her glæder de sig også over kommunens popularitet hos tilflytterne, men Peter Hansen fra Socialdemokratiet hælder også malurt i bægeret.
- Jeg er ikke stolt af, at vi henviser små børn til pavillonløsninger, som i øvrigt også koster en masse penge. Det skal vi have lavet om på ved at sætte tempoet lidt ned, siger Peter Hansen fra Socialdemokratiet.
Tænk hele vejen rundt
Hos Det Konservative Folkeparti mener de ikke, at man skal løse kommunens “luksusproblem” ved at bremse op. Tværtimod skal man smede, mens jernet er varmt, men det kræver forberedelse og planlægning.
- Vores udfordring er, at vi skal have en helhedsorienterende plan, hvor vi sikrer, at når vi laver nye daginstitution og nye boligområder, så skal fritidslivet og andre ting følge med. Vi skal tænke hele vejen rundt, hver gang vi sætter noget nyt i gang, siger Det Konservative Folkepartis Lene Aalestrup.
Du kan se hele debatten første gang i tv den 7. februar klokken 19.45. Du kan også de den lige her.