Frivillige står bag ny kultursal i Skørping: Skal bidrage til at gøre byen til et kulturelt knudepunkt for Himmerland

Salen skal rumme mange forskellige kulturarrangementer såsom en biograf, små koncerter, foredrag, teater og fester. Den får plads til 100 personer.

Siden 2016 har frivillige kræfter i Skørping arbejdet på at få etableret en ny, multifunktionel kultursal i byen.

Og dén kamp har båret frugt, for byggeriet af salen er lige nu godt i gang.

- Jeg niver mig i armen og tænker; det er løgn. Endelig sker det. Det er mange år, vi har arbejdet for at komme hertil, lyder reaktionen fra Henrik Bjerg, der er formand for Kinorevuens Venner i Skørping.

- Det er en kæmpe forløsning at komme hertil, hvor vi faktisk kan komme i gang med huset, siger Finn Nygaard, der er formand for Foreningen KulturStationen.

100-Salen opføres mellem KulturStationens og Kinorevuens bygninger midt i Skørping.

'100-Salen'

Salen, der går under navnet '100-Salen', kommer til at kunne rumme 100 personer, og den skal bruges til mange forskellige kulturarrangementer.

- Det er alt fra biograf, teater, små koncerter, foredrag og til almindelige fester, forklarer Finn Nygaard.

quote Jeg niver mig i armen og tænker; det er løgn. Endelig sker det. Det er mange år, vi har arbejdet for at komme hertil.

Henrik Bjerg, formand, Kinorevuens Venner, Skørping

Det er en hel flok frivillige ved byens foreningsdrevede KulturStationen og Kinorevuen, der står bag projektet.

- Det er en del af Skørpings dna, at vi er fælles om det, og at vi gerne vil tingene, siger Henrik Bjerg, der glæder sig over opbakningen.

Et kulturelt knudepunkt

Selvom foreningerne i forvejen har blandt andet en biograf og en stor sal med plads til 300 personer, så mangler de en ny type kultursal til byen.

- Vi savner en sal, der kan noget til det lidt mindre arrangement, siger Finn Nygaard og fortsætter:

- Det her vil skabe den intimitet, som vi tror vil være rigtig godt for de arrangementer, som har den her størrelse, siger han.

Projektets budget er på omkring 10 millioner kroner med bidrag fra blandt andet Rebild Kommune, lokale foreninger, fonde og fra de to foreningers egne midler.

quote Det bidrager til at fastholde Skørping som et kulturelt knudepunkt for hele Himmerland.

Finn Nygaard, formand, Foreningen KulturStationen, Skørping

- Det bidrager til at fastholde Skørping som et kulturelt knudepunkt for hele Himmerland, lyder det fra Finn Nygaard.

Her ses selve salen, hvori kulturarrangementerne kommer til at foregå. Her bliver der blandt andet opsat pladser til publikum og et stort lærred, der fylder hele bagvæggen. Til venstre i de tilstødende lokaler kommer der til at være indgang, garderobe, toiletfaciliteter, depotrum, teknikrum og lignende.
Her ses selve salen, hvori kulturarrangementerne kommer til at foregå. Her bliver der blandt andet opsat pladser til publikum og et stort lærred, der fylder hele bagvæggen. Til venstre i de tilstødende lokaler kommer der til at være indgang, garderobe, toiletfaciliteter, depotrum, teknikrum og lignende.
Foto: Louise Gram Søndergaard / TV2 Nord

Mangler finansiering til inventar

Det næste halve år skal nu gå med at indhente de resterende 1,2 millioner kroner til at finansiere al inventaret.

Herefter - i november 2021 - får de to foreninger overdraget bygningerne, og så begynder arbejdet med at indrette kultursalen.

Og spørger man de to formænd, så er de ikke i tvivl - de er overbeviste om, at projektet bliver en succes.

- Jeg tror, at alle her under coronalockdown har et kæmpe underskud af kulturel energi, som skal udløses. Så timingen kan næsten ikke være bedre, siger Finn Nygaard.

- Med den opbakning her er vi sikker på, at det nok skal komme til at ske. Der kommer ikke til at stå en tom sal her, siger Henrik Bjerg.

Kultursalen forventes at stå klar til brug i februar 2022.

I november får de to foreninger overdraget bygningerne, og herefter skal de så indrette lokalerne med alle møbler og det tekniske udstyr. Kultursalen forventes at stå klar til brug i februar 2022.
I november får de to foreninger overdraget bygningerne, og herefter skal de så indrette lokalerne med alle møbler og det tekniske udstyr. Kultursalen forventes at stå klar til brug i februar 2022.
Foto: Louise Gram Søndergaard / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland