Helle kørte lige bag lastbilerne: - Jeg kunne høre skraldet

Helle Nautrup hørte lyden af to lastbiler, der kolliderede.

Helle Nautrup var den bilist, der var nærmest dødsulykken på motorvej E45, som fandt sted torsdag formiddag omkring klokken 9:30, og som involverede flere lastbiler.

Massevis af biler var også impliceret i dét, der skulle vise sig være at være to ulykker i henholdsvis nordgående og sydgående retning mellem afkørsel 37 og 38 nær Hobro. 

TV2 Nord talte med en rystet Helle Nautrup efter ulykken.

- Jeg kørte ind i en mur af tåge, og så kunne jeg høre skraldet fra lastbilerne, der bragede sammen, sagde hun til TV2 Nords udsendte reporter på stedet.

Frygtede at komme til skade

Da Helle Nautrup hørte lyden af de kolliderede lastbiler, nåede hun også at blive nervøs for sin egen sikkerhed.

Ren instinktivt skyndte hun sig at klodse bremsen i for at undgå at ramle sammen med noget.

- Jeg trådte på bremsen og håbede, at der ikke var nogen, der bragede op i mig, fortæller hun.

- Jeg har heldigvis holdt så god afstand, at jeg ikke var klappet op i dem og heller ikke nogen op i mig, så det var heldigt, siger hun.

Umiddelbart efter ulykken oprettede politiet et evakuerings- og pårørendecenter på politistationen i Hobro, hvor de samlede de personer, der var impliceret i ulykken, men som ikke var kommet fysisk til skade. Her kunne de så få krisehjælp.

- Jeg skal nok klare mig

Selvom Helle Nautrup kalder oplevelsen for virkelig ubehagelig, så gør hun ikke brug af tilbuddet.

- Jeg får ikke brug for krisehjælp. Jeg har heldigvis kunnet snakke med min mand og børn, og så har jeg snakket med en ung mand her på stedet, så jeg skal nok klare mig. Men det var voldsomt, fastslår hun.

Det var en 40-årig mand fra Himmerland og en 35-årig polsk lastbilchauffør som omkom i ulykken. Lastbilchaufførens pårørende skal underrettes gennem politiets internationale kanaler, hvilket kan tage tid.

Ifølge politiets foreløbige oplysninger så var to lastbiler og 16 biler involveret i ulykken i det sydgående spor, mens fire lastbiler og tre biler var involveret i ulykken, der kort efter fulgte i det nordgående spor.

Men de nærmere omstændigheder omkring ulykken, herunder årsag, kan politiet ikke udtale sig om endnu. I en pressemeddelelse skriver politiet, at ulykken skal undersøges grundigt - og at en årsag derfor ikke ligger lige for. De skriver samtidig, at der vil foregå arbejde på motorvejen "i mange timer endnu" - og dermed vil der også gå flere timer, før trafikken igen kan passere på stedet.

Torsdag eftermiddag arbejdes der på at få det sydgående spor ryddet, hvorefter arbejdet med at rydde det nordgående spor vil gå igang.


Seneste nyt

fra Nordjylland