Hemmelig bunker mangler penge

Borgmestre bifalder bunker-projekt, men det kniber med pengene.

Den hemmelige bunker Regan Vest i Rold Skov har potentiale til at blive en kæmpe turistmagnet.

Bunkeren blev oprindeligt bygget under den kolde krig i 1960'erne til at beskytte regeringen og kongehuset under en eventuel tredje verdenskrig. Og den kan blive meget vigtig for den nordjyske turisme - det spår direktøren for Nordjyllands Historiske Museum, Lars Christian Nørbach.

- Det fede ved at gå rundt hernede er jo, at du kan gå ind i rummet, og du kan få en fortælling herinde. Det er jo det, der gør det fedt, at du kan komme helt tæt på, siger han.

Men her mangler man 60 millioner kroner til at gøre bunkeren klar til de mange turister. Derfor appellerer museets direktør nu til de nordjyske kommuner om at poste penge i projektet.

- Noget af det, de nordjyske kommuner skal være opmærksomme på er, at investere i attraktioner i Nordjylland. Vi kan se at turister i dag kører længere og længere, og hvis ikke vi er vakse, så kører de til Aarhus og til Midtjylland og stopper ikke i Nordjylland, fortsætter Lars Christian Nørbach.

I Rebild Kommune har man allerede bevilget fem millioner kroner til projektet.

- Det har vi, fordi Regan Vest er en helt unik perle. En tidslomme omkring den kolde krig, som vi også gerne vil bidrage til, kan formidles bredere. Vi håber selvfølgelig, at det bliver endnu et bidrag til en god og stabil udvikling for den nordjyske turisme, siger borgmester i Rebild Kommune, Leon Sebbelin (Radikale Venstre).

I Jammerbugt Kommune bifalder borgmester, Mogens Gade (Venstre), også projektet, men han vil ikke stille penge til rådighed.

- Det er et positivt indslag i forhold til turismen i Nordjylland, både i forhold til de folk, som bor her, og for de folk som kommer udefra. Men at komme med direkte penge fra Jammerbugt Kommune bliver nok svært. Alle kommuner i Nordjylland er spændt hårdt for, og det er vi også i Jammerbugt, så vi har brug for vores penge til projekter indenfor kommunens grænser, siger Mogens Gade.

Hverken Aalborg Kommune eller Mariagerfjord Kommune har taget stilling til, om de vi bidrage økonomisk til Regan Vest.


Seneste nyt

fra Nordjylland