Kvinde fuppede sig til 146.000 kroner fra kommune

En ung kvinde skal have snydt sig til tusindvis af kroner, fordi hun undlod at oplyse om sociale ydelser.

Der er lagt op til en tilståelsessag, når en 21-årig kvinde torsdag skal møde i retten i Hjørring.

Den 21-årige kvinde har ifølge anklageskriftet fuppet over 146.000 kroner ud af Rebild Kommune. Snyderiet fandt sted i 2020, hvor kvinden søgte kommunen om uddannelseshjælp. 

Ansøgningen blev imødekommet, og i perioden fra 16. marts til 31. december 2020 fik kvinden således udbetalt 146.130 kroner fra Rebild Kommune. 

Udelod oplysninger

Problemet var bare, at kvinden i sin ansøgning havde undladt at oplyse til kommunen, at hun allerede modtog andre sociale ydelser. Dermed var hun ikke berettiget til at modtage uddannelseshjælpen.

Som allerede nævnt ser det ud til, at kvinden er parat til at lægge kortene på bordet og tilstå, når hun efter planen møder i retten torsdag. 

Udover straf for bedrageriet lægger sagens anklager naturligvis også op til, at kvinden skal tilbagebetale de godt 146.000 kroner til Rebild Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland