Livløs bilist i kritisk tilstand
Den Uafhængige Politiklagemyndighed ser nu på sagen om manden, der mandag aften blev livløs i en patruljebil efter et solouheld ved Nørager.
Klokken 01.30 i nat blev Den Uafhængige Politiklagemyndighed underrettet om det solouheld ved Nørager i Himmerland, som udviklede sig dramatisk, da føreren af bilen blev livløs i den patruljebil, der var ved at køre ham til sygehuset i Aalborg.
Det drejer sig om en mand, som takket være genoplivning og en hurtig lægehelikopter, som landede ved afkørsel 33 ved Haverslev, overlevede turen. Men hans tilstand er alvorlig, oplyser chefkonsulent Cecilie Revsbech ved Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
- Men mere kan jeg ikke sige om hverken hans alder eller bopæl, siger Cecilie Revsbech.
Manden var involveret i et solouheld ved Nørager klokken 22 mandag aften, og da politiet havde mistanke om, at han kørte spirituskørsel, tog de ham med i patruljevognen. Han ligger nu på Aalborg Universitetshospital.
At Den Uafhængige Politiklagemyndighed nu overtager sagen, er der ikke noget usædvanligt i, fortæller Cecilie Revsbech.
- Det står simpelthen i loven, at når en person dør eller kommer til skade i politiets varetægt, så skal vi undersøge sagen. Jeg kan ikke sige noget om, hvor længe det vil tage med efterforskningen, men det hele bliver samlet i en redegørelse, som statsadvokaten i Viborg så skal tage stilling til - om der skal rejses tiltale mod politiet eller ej, forklarer chefkonsulenten.