Massivt snefald i Himmerland: Trafikken snegler sig af sted

Et større snevejr kommer lige nu ind over Nordjylland. Indtil videre er det især Himmerland, der er ramt. Vejdirektoratet melder om uheld og glatte veje.

TV2 Nords reporter Christian French er i Haverslev og fortæller, at trafikken på Nordjyske Motorvej er påvirket.

- Der er kraftigt snefald lige nu. Bilisterne kører kun i et spor i hver retning på motorvejen på grund af sne. Sneplovene er ude og køre, for at holde vejene nogenlunde farbare, men trafikken snegler sig af sted, siger Christian French.

 

- Man skal tage af sted i god tid, hvis man skal ud og køre. Tempoet på E45 er helt sat ned. Trafikken snegler sig af sted i begge retninger, fortsætter han.

Vejdirektoratet melder lige nu om problemer flere steder på de nordjyske veje.

På E45 ved Handest mellem Hobro og Randers er der for kort tid siden sket en ulykke. Politi og redningsmandskab er på vej til stedet, og oprydningen efter uheldet forventes tidligst afsluttet klokken 11:30. Der er endnu ingen meldinger om personskade eller ulykkens omfang.

På Mors er der ifølge Vejdirektoratet meget glatte veje på udsatte steder.

Nordjyllands Trafikselskab melder indtil videre om små forsinkelser på den kollektive trafik.

Den nordjyske flytrafik er ifølge Aalborg Lufthavn ikke påvirket.

Ifølge TV2 Vejret er Nordjylland den landsdel, der får mest sne i løbet af dagen.

 
 
Foto: Aina González / Seerbillede

Opdateres….


Seneste nyt

fra Nordjylland