Svømning ændrede Heidis liv efter fatal ulykke: Nu er hun årets træner

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Den 47-årige svømmetræner i Terndrup Heidi Gornitzka Olesen, er kåret til årets træner af DGI.

Den 25. marts 2016. Den dato kommer hurtigt frem, da 47-årige Heidi Gornitzka Olesen bliver spurgt ind til, hvorfor hun endte med at arbejde i den lokale svømmehal i Terndrup.

For en alvorlig trafikulykke den dag, efterlod hende med store, voldsomme skader og brud på flere dele af kroppen.

Efter mange sygehusbesøg, var det nødvendigt med genoptræning. Og det var bevægelserne og øvelserne i svømmehallen dengang, der betød, at Heidi Gornitzka Olesen i dag er kommet ovenpå efter ulykken.

Heidi Gornitzka Olesen var midt i en undervisningstime, da hun blev overrasket. Men faktisk blev hun ikke så overrasket, som hun kunne være blevet. For den nye titel var uheldigvis blevet afsløret for hende tidligere på dagen. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Og netop i dag, over otte år efter den voldsomme ulykke, blev hun midt under en træning af svømmeholdet "Smutter", overrasket af DGI, svømmeelever, kollegaer og forældre. For ud af 231 indstillinger kunne DGI fortælle, at Heidi Gornitzka Olesen er blevet kåret til årets træner.

- Det er en velsignelse, og det er ufatteligt stort, sagde en meget rørt Heidi Gornitzka Olesen kort tid efter overraskelsen.

Se overraskelsen her:

Uundværlig for klubben

Det er 22. gang, at DGI kårer en årets træner i Danmark. Sidste år gik den til et trænerpar i Østjylland.

- Heidi er den type, alle foreninger i Danmark drømmer om at have. Hun sætter foreningen og dens medlemmer først, og giver sig altid fuldt ud for at skabe de tiltag, svømmerne har brug for – uanset alder og niveau. Hendes engagement, som træner på en bred vifte af hold, er virkelig beundringsværdig, siger Lars Møller, der er medlem af DGI’s hovedbestyrelse og en del af juryen bag Årets Træner.

Efter Heidi Gornitzka Olesen begyndte med sin egen genoptræning i Terndrup Svømmehal, blev hun spurgt, om hun ikke ville med på et hold. Først slog hun det hen, fordi hun havde krykker. Men hun endte med at prøve det af. I dag er noget af det, Heidi Gornitzka Olesen har vundet titlen for, hendes evne til at inddrage alle i svømmehallen.

Det var bestyrelseskollegaen Trine Skovhus Nielsen, der havde indstillet Heidi Gornitzka Olesen til årets træner. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

For ifølge hendes bestyrelseskollega i svømmehallen, er det Heidi Gornitzka Olesens hjertesag, at alle skal kunne komme i svømmehallen – også selvom det kræver iltapparater og lignende. Heidi Gornitzka Olesen træner i dag alt lige fra babyhold til ældrehold. Hun er ifølge klubben også en ildsjæl, der er god til at komme med initiativer og se potentialet for nye hold, og derfor ender Heidi Gornitzka Olesen ofte med at få flere til at hoppe i badetøjet og blive medlem af klubben.

- Uden Heidi, så havde der nok ikke været en svømmeklub. Der er næsten ikke noget, der kan beskrive hende. Hun tordner derud af med en energi, vi andre ikke kan beskrive. Hun er der for alle medlemmer, siger Trine Skovhus Nielsen, der er bestyrelsesmedlem i SMUT svømmeklub og hende, der indstillede Heidi Gornitzka Olesen.

- Det er fedt, at hun har vundet. Og at vi kan sætte svømmeklubben og Terndrup på landkortet, siger hun.

- Det at være med til at gøre noget for andre, betyder rigtig meget. Man bliver faktisk ikke et dårligere menneske af at gøre noget for andre, det giver meget positivt igen, og det er det, der er med til, at jeg kan blomstre endnu mere, siger Heidi Gornitzka Olesen.

Mange var mødt op for at fejre Heidi Gornitzka Olesen. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Ville gøre træningen færdig

Efter noget tid, hvor Heidi Gornitzka Olesen havde været almindelig medlem i klubben og arbejdede på sin genoptræning, blev der sendt en mail rundt om, at der manglede medlemmer til bestyrelsen. Heidi Gornitzka Olesen var den eneste, der vendte tilbage. Og i dag, mange år efter, arbejder hun nu i svømmehallen med et flexjob.

- Det kan godt være, man engang imellem har meget om ørerne, og der er meget at forberede, men den glæde det giver, om det er de unge eller ældre eller hvem det er, at se, at de nyder det, når jeg står på kanten eller er i vandet, det det giver mig en livsglæde uden videre, siger Heidi Gornitzka Olesen.

Da hun blev overrasket af DGI i bassinet, var hun i fuld gang med træningen af et af sine hold. Og da Lars Møller ville have hende med op af bassinet og ind til en fejring, var hun ikke klar med det samme. Hun ville lige gøre holdets træning færdigt. Men da TV2 Nord fangede Heidi Gornitzka Olesen på bassinkanten kort tid efter, havde virkeligheden altså ramt hende.

Du bliver rørt nu?

- Ja. For jeg er jo bare mig. Og det er der ingen grund til at gøre noget ud af, siger Heidi Gornitzka Olesen.

Efter overrækkelsen blev den nye titel fejret med taler, kage og kaffe.

Med titlen følger også en check på 50.000 kroner, som skal bruges i foreningen.


Breaking

Byrådskollega undrer sig over pludseligt stop

Udmeldingen kommer få timer efter TV2 Nords afsløring.

Frederikshavn Kommunes borgmester Birgit S. Hansen stopper som borgmester 31. oktober.

Det oplyser Frederikshavn Kommune.

Det sker ovenpå en række skandalesager i Frederikshavn Havn. En sag, der er endt i en igangværende advokatundersøgelse.

I pressemeddelelsen fremgår det, at hun i stedet tiltræder et job i KL, Kommunernes Landsforening.

- Jeg har fra dag et som borgmester vidst og sagt, at jeg ville give alt, jeg kunne som borgmester, og at den dag, hvor jeg mærker, at der skal andre på broen - ja så ville jeg stoppe. Nu har jeg mulighed for et meget spændende og vigtigt job som KL's repræsentant i Grøn Trepart, hvor jeg skal medvirke til, at kommunerne, sammen med andre parter, leverer på den historiske aftale om et grønt Danmark.

Trækker sig efter skandaler

Birgit S. Hansens farvel til Frederikshavn Kommune kommer efter en række sager om hendes rolle i sagen om den skandaleramte Frederikshavn Havn.

I søndags fortalte TV2 Nord blandt andet, at hun har kendt til et vigtigt notat om havnens kriseramte pengekasse allerede tilbage i 2022.

Alligevel sagde hun i foråret, at hun ikke havde kendt til havnens store vanskeligheder, da den måtte aflevere nøglerne og en milliardgæld til kommunen.

Torsdag morgen afslørede TV2 Nord, at en medarbejder fra Frederikshavn Kommune har forsøgt at skjule oplysninger for offentligheden om den kriseramte havn.

I en lækket lydoptagelse forklarer medarbejderen Frederikshavn Havn, hvordan de kan sørge for, at en skarp optrukket korrespondance mellem havnen og kommunens ledelse, herunder Birgit S. Hansen, ikke kommer med i den aktindsigt, som TV2 Nord søgte om.

Birgit S. Hansen har ikke ville udtale sig i den sag, og nu er hun på vej ud af døren på borgmesterkontoret.

Dækningen af skandalerne i Frederikshavn Havn siden efteråret er endt i en advokatundersøgelse, der blandt andet skal kigge på Birgit S. Hansens rolle i sagen.

Du kan følge vores liveblog herunder:


Erik blev hjerneskadet: Forsikringsselskab trækker 10 år gammel sag endnu længere ud

3F Midtvendsyssel er 'rystet' over sagen.

Den 4. august 2014 er mejslet ind i Erik Schacks hukommelse. Han var indsatsleder ved Falck og blev kaldt ud til en alvorlig ulykke på Strandby Havn.

To fiskere var omkommet på grund af giftige dampe fra forrådnede skidtfisk i lasten på en kutter – og en tredje person var i livsfare. Få timer efter redningsaktionen fik Erik Schack det dårligt. Han kastede så meget op, at han fik en rift i halspulsåren. En rift, der udløste blodpropperne i hjernen. 

I dag er han hjerneskadet, halvsidig lammet og er plaget af daglige smerter. 

Har du et godt tip?

Denne historie er blevet til på baggrund af et tip fra en bruger.

Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder og send en mail til redaktionen.

Erik Schack og 3F Midtvendsyssel kæmper i dag mod forsikringsselskabet Tryg for at få udbetalt erstatning. Nu er der gået mere end 10 år siden sagens begyndelse, der dog først havnede hos Tryg i ultimo 2021/primo 2022.

Men der er stadig ikke blevet udbetalt erstatning til trods for, at Vestre Landsret i 2021 afgjorde sagen.

Tryg har nu valgt at stævne Ankestyrelsen og dermed kan sagen strække sig i op til fire år endnu.

- Efter 10 år i karrusellen begynder man at sætte spørgsmålstegn ved retssystemet. Hvordan kan man få lov til det her?, spørger Erik Schack.

Han er klar til at fortsætte kampen for erstatning, men han understreger, at det kun skyldes, at han har stærk opbakning fra både sin advokat, 3F Midtvendsyssel og en familie, der støtter ham.

- Jeg er på sikker grund i forhold til at have opbakningen til at fortsætte. Det er livsnødvendigt, ellers tror jeg ikke, jeg havde holdt til det.

'Uartige metoder'

Fredag eftermiddag modtog Erik Schack et brev på størrelse med en kasse printerpapir. Det var stævningen, som Tryg har lavet mod Ankestyrelsen.

- Det er simpelthen uartigt at sende sådan et brev udenom advokaten. Det er da lidt af et chok at modtage et 10 centimeter tykt brev. Og hvordan skal Erik Schack kunne vurdere det en fredag eftermiddag?, spørger formand for 3F Midtvendsyssel Per Kjeldsen.

Se Trygs svar i bunden af artiklen. Her oplyser de blandt andet, at det ikke er dem, der har sendt stævningen til Erik Schack.

Her er brevet.

Han er mildest talt rystet over den seneste udvikling i sagen.

- Jeg havde ikke set det her komme. Det er usædvanligt, og det går ud over al fantasi. Jeg tænker jo på Eriks helbred og de udsigter, han har. De bliver ikke bedre - tværtimod. Det er jo en katastrofe at udsætte afklaringen i flere år, siger han.

Per Kjeldsen er ikke i tvivl om, at han fortsat vil kæmpe for Erik. Også selvom sagen er væsentligt længere end nogen anden, han nogensinde har måttet kæmpe for et medlem.

- Det er jo helt uhørt, at vi belaster retssystemet med sagen igen og igen, siger han.

Han mener, at sagen er særlig vigtig, fordi det er en anderledes arbejdsskades- og erstatningssag. Han mener, at sagen skal være med til at sikre, at der er et sikkerhedsnet for de danske reddere, der skal hjælpe os andre, når vi er i nødsituationer.

- Det er ikke bare min sag længere. Det er vigtigt for alle reddere, og det er vigtigt for mig, at ingen reddere nogensinde kommer til at havne i samme situation som mig, tilføjer Erik Schack.

Svar fra Tryg

Hvordan kan I, som en virksomhed med rigtig mange kunder, forsvare, at trække en enkelt sag om erstatning så langt ud?

  • Vi har en forpligtelse til at sikre, at skadesagerne bliver juridisk korrekt afgjort. Vi kan oplyse, at det ikke beror på Trygs forhold, at sagen har kørt i så mange år. Vi blev først bekendt med sagen ultimo 2021/primo 2022, og ved modtagelse af sagen har vi forsøgt at fremme den så meget som muligt.

Hvorfor har I stævnet Ankestyrelsen?

  • Generelt kan vi oplyse, at vi skal sikre, at alle nødvendige oplysninger i komplekse skadessager indgår i Ankestyrelsens afgørelse, fx udtalelser fra Retslægerådet eller vidneudsagn. Hvis dette ikke er tilfældet, kan vi stævne Ankestyrelsen for at sikre, at sagen bliver genbehandlet på et fuldt oplyst grundlag.

3F Midtvendsyssel kalder det for ”uartigt” at sende stævningen direkte til Erik uden om hans advokat. Hvorfor gjorde i det, og hvad mener I om kritikken?  

  • Det er Ankestyrelsen, som har pligt til at orientere skadelidte. Hvis skadelidtes advokat ikke er registreret som partsrepræsentant i Ankestyrelsen, sender Ankestyrelsen stævningen direkte til skadelidte. Det er således ikke Tryg, som har fremsendt stævning til skadelidte.

Tryg oplyser videre, at deres svar skal ses i lyset af, at de har begrænset mulighed for at udtale sig pga. GDPR.

"Det er, som vi tidligere har kommunikeret, desværre ikke lykkedes os at få samtykke til at udtale os i sagen fra Erik Schack, lyder det fra Tryg".


Efter brøler: Kommune gør det dyrere at sende børn i dagpleje

Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

Det bliver 594 kroner dyrere per barn.

Forældre med børn i dagplejen i Brønderslev Kommune bliver i dag - torsdag - varslet om en stigning i dagplejetaksten.

Taksten stiger fra 2635 kroner til 3229 kroner om måneden for en heldagsplads.

Stigningen sker ifølge kommunen, da beregninger har vist, at kommunen har krævet for lidt, fordi børnetallet var regnet forkert.

- Det er meget beklageligt, at vi må forhøje taksten. Det er vi bestemt ikke glade for. Den korte forklaring er, at vi er blevet opmærksomme på, at det børnetal, taksterne har været beregnet ud fra, har været for højt. Dermed har vi opkrævet for lidt. Det er derfor, vi nu må hæve taksterne, forklarer formand for Børne- og Skoleudvalget Bettina B. Kjeldsen (S) i en pressemeddelelse.

Derfor stiger taksten

Formanden forsikrer derfor, at udvalget nu vil følge børnetallet tæt.

- Det er klart, at vi ikke ønsker flere af den her slags overraskelser, der er så ubelejlige for forældrene. Men fejl kan ske, også hos os. Nu har vi politisk en opgave med at følge op på de her beregninger og sikre os, at de fremadrettet holder. I forlængelse heraf hilser jeg det velkomment, at der er lavet en ny model for opfølgning, så vi forhåbentlig undgår gentagelser.

Taksten for en dagplejeplads beregnes ud fra de samlede udgifter til dagpasning. Jo flere børn, jo flere dagplejere. Ud over udgifter til dagplejerne er der også en række faste udgifter, som ikke er påvirket af antallet af børn. Jo flere børn i dagplejen, jo flere børn kan de faste udgifter fordeles ud på. Når børnetallet nu reduceres, så bliver der færre børn at fordele de faste udgifter ud på, og dermed stiger taksten.

Takststigningen kommer til at gælde fra 1. januar 2025.


Handler det om mig?! Pludselig sprang konfetti omkring Rikke

Rikke Nielsen troede, hun var inviteret til Aabybro for at løbe for velgørenhed sammen med Stine Rex. Men der var en skjult bagtanke med det hele.

Da Stine Rex satte verdensrekorder og løb penge ind til Smilfonden i seks hele dage i august, kom folk fra nær og fjern for at løbe med hende.

Rikke Nielsen fra LykkeLiga var også inviteret med, og fredag aften var hun klar til at løbe for at støtte ultraløberen.

En uanende Rikke Nielsen og Sisse Fisker får mikrofon på, så de kan blive interviewet, mens de løber sammen.

Helt tilfældigt (næsten) var lokale LykkeLiga-spillere fra Aabybro også mødt op for at heppe på løberne.

Hvad Rikke Nielsen ikke vidste var, at kollegaer, håndboldholdet fra Aabybro og ikke mindst TV2 Nord havde lagt en helt anden plan for hendes løbetur.

Nu skal det handle om Rikke Nielsen

Rikke Nielsen mødte op klar til at løbe.

Men inden hun kunne løbe med Stine Rex, så måtte hun lige en tur rundt om søen sammen med Smilfondens bestyrelsesformand Sisse Fisker for at blive interviewet af TV2 Nords reporter.

Spørgsmålene handlede bare meget mere om Rikke Nielsen og LykkeLiga end arrangementet i Aabybro.

- Hvad er Rikke for et ansigt ud ad til for Nordjylland? Det er jo i virkeligheden det, det handler om? Blev der spurgt.

Men Rikke Nielsen anede ikke uråd til trods de små hints i spørgsmålene.

- Jeg kan bare huske, jeg tænkte, det var da utroligt, at LykkeLiga var der og en masse gode mennesker. De tog fuldstændigt fusen på mig, husker Rikke Nielsen om det hele.

Med Rikke Nielsen behændigt af vejen på sin løbetur stillede det lokale LykkeLiga-hold op med konfetti og flag, klar til at fejre hende.

Så faldt femøren

Endelig nåede Rikke Nielsen tilbage til festpladsen. Golfvognen, hun løb bag, kørte ind foran publikum, og så sprang det hele ellers i luften.

Konfettirør sprang, jublen brød løs, børnene råbte tillykke og endelig kunne Sisse Fisker løfte sløret for hemmeligheden:

- Vi har jo ikke kun lokket dig herop for at løbe. Det er fordi, du er kåret til Årets Nordjyske Ambassadør!

Og her gik det op for Rikke Nielsen, hvorfor al snakken handlede om LykkeLiga.

- Jeg tænkte, så hold da op med at snakke om mig, siger Rikke Nielsen.

Årets Nordjyske Ambassadør 2024

Rikke Nielsen får prisen som Årets Nordjyske Ambassadør for sit utrættelige arbejde for LykkeLiga, hvor hun har gjort børn og unge fra specialområdet til håndboldstjerner.

Udgangspunktet for LykkeLiga findes i Rikke Nielsens egen familie. Hun oplevede nemlig, at datteren Magda, der er født med Downs syndrom, ikke kunne starte i en idrætsforening ligesom mange andre børn.  

Rikke Nielsen fortæller, hvordan hun oplevede overraskelsen og hvad det betyder for hende at modtage prisen.

Dommerne ved Årets Nordjyde begrunder valget af Rikke Nielsen sådan her:

- Der er mange måder at være en god ambassadør for Nordjylland på. Rikke Nielsen er det altid med et smil og en lune. Hun har kæmpet for at børn, der traditionelt ikke har haft plads i foreningslivet, nu kan være med gennem LykkeLiga. Alle er stjerner og alle skal have muligheden. Det har nu bredt sig fra Nordjylland til resten af landet og videre udenfor grænserne til for eksempel Tyskland, Færøerne og Grønland. Derfor vinder hun prisen som Årets Nordjyske Ambassadør. 

Og det er en berørt Rikke Nielsen, der tager imod prisen som Årets Nordjyske Ambassadør i forbindelse med awardshowet Årets Nordjyde.

- Det er så overvældende at få sat alle de fantastiske gloser på en. Det er faktisk lidt svært at rumme, for det er jo det, jeg gør hver eneste dag selv til vores cheftrænere. Siger ”I gør det så godt, og sammen kan vi det her!” og så er det lige pludselig rettet mod mig, siger Rikke Nielsen i forbindelse med prisoverrækkelsen.  

Du kan se hele Årets Nordjyde her:


Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Passagerer i hele Nordjylland måtte igen på togbussen, hvis de ville frem.

Opdateret klokken 12.10

Signalerne virker nu igen på strækningen. Det betyder, at togdriften er vendt tilbage til normal. De første toge afgår ved middagstid. Derfor er de sidste togbusser afgået.

En signalfejl mellem Langå og Aalborg betød, at togene ikke kunne køre mellem Langå og Aalborg/Aalborg Lufthavn. Det betød, at togtrafikken tværs gennem Nordjylland stod helt stille. Der blev derfor sat togbusser ind, men da DSB ikke kunne nå at skaffe nok togbusser, blev rejsetiden forlænget.

Samtidig fremgik det af DSB's hjemmeside, at der heller ikke kørte tog på strækningen fra Skagen til Aalborg.

"På grund af tekniske problemer med signaler er alle ture på rute 69, rute 75 og rute 76 desværre aflyst," skrev DSB.

Her var der ligeledes indsat togbusser.

"Vi beklager ulejligheden," lød det.

Ruterne opdateres på Rejseplanen løbende.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Togkaos igen, igen

Og det er ikke første gang, at nordjyderne har skullet benytte togbus. Der har næsten lige været et omfattende sporarbejde, der har betydet, at pendlere i en længerevarende periode har måttet benytte sig af togbus frem for almindelige tog.

Og DSB havde da også varslet, at der på visse strækninger igen ville blive indsat togbusser fra torsdag til og med 22. november.