Ny skole til 300 millioner, og børnene giver bud: - Det er fedt, de vil høre, hvad vi har at sige
Støvring har vokseværk. En hel ny bydel syd for byen rumme en ny skole, og inden de endelige streger slås, er alle idéer velkomne.
Støvring går stik imod alle fordomme om en mindre by i provinsen.
En eksplosiv befolkningstilvækst på over 30 procent de seneste 10 år har nu fået politikerne til at barsle med planer om en helt ny bydel med noget så sjældent som en helt ny skole.
Og alle kan være med til komme med bud på, hvordan skolen og en ny bydel skal se ud. Rebild Kommune har taget hul på en proces, hvor både børn, voksne, erhvervsliv og foreningsliv inddrages i processen med at udvikle området.
- Det er fedt, at de spørger os, hvad der skal være på skolen, og hvad der vil være godt, så vi også får indflydelse på det, siger Signe Pejs Ørnbøll, der går i 8.klasse på Terndrup Skole.
- Der skal være en masse muligheder, så der er plads til alle, så man ikke bare sidder derhjemme, supplerer klassekammerat Nanna Olesen Trads.
Ovre i kulturhuset, STUBHuset, har 4.C fra Baunebakkeskolen kastet sig over både papir og farver og lego.
I grupper giver børnene deres helt eget bud på, hvad der skal være på en god skole.
- Vi har for eksempel tegnet, at vi gerne vil have et gymnastikrum med bom og barre og en legeplads med rutsjebane. For det manglede vi selv, da vi var små. Og fri wifi - for det er bare rart at have, forklarer Kirstine Tranberg Jakobsen, der går i 4.C.
Alle input og idéer er velkomne, når en hel ny bydel med egen skole skal udvikles og bygges. Skolen, til en pris af 273 millioner kroner, skal stå færdig i 2030, og rundt omkring den skal op imod 2500 nye indbyggere finde plads og lyst til at slå sig ned og leve.
Hvis bare nogle af dagens idéer bliver bragt med videre til den nye skole, lover det godt for fremtiden.
- Vi har for eksempel også tænkt, at dem der har svært ved at se og høre, de skal op foran i klasse, for det bliver der ikke taget så meget hensyn til på vores skole nu, og det vil vi gerne have, at de nye får, afslutter Kirstine Tranberg Jakobsen.