Nye danskere i Himmerland: Efter 27 år i Danmark er Scott blevet statsborger
Mandag eftermiddag bød Rebild Kommune velkommen til 11 nye danske statsborgere, da kommunen holdt sin første grundlovsceremoni nogensinde.
Scott Craven flyttede for 27 år siden fra USA til Danmark for at bo med sin danske kone, Rikke Craven, og deres to sønner. De har slået sig ned i Hobro, og efter de mange år i Danmark føler Scott Craven sig mere dansk end amerikansk.
- Jeg betragter mig selv som dansker. Jeg føler, jeg er 100 procent integreret, så nu vil jeg gerne have papirer på det, siger han.
Derfor er Scott og Rikke Craven mandag eftermiddag mødt op foran rådhuset i Terndrup for at deltage i en grundlovsceremoni, som er sidste skridt mod statsborgerskabet.
- Det er en dag, som jeg har ventet på længe. Jeg har ventet i halvandet år på at komme til ceremonien, siger Scott Craven, der til dagligt arbejder som chauffør på sygetransport.
Hans kone Rikke er enig i, at det er en helt særlig dag, og planen er, at den skal fejres med de nærmeste mandag, og så er der fest for naboer, venner og familie på lørdag.
- Da vi kørte herud, så tænkte jeg, at hold da op, jeg bliver faktisk ret rørt, og det havde jeg egentlig ikke forventet. Men jeg ved, hvor meget det betyder for Scott, og derfor påvirker det også mig. Han har været her i så mange år, men han er stadig bare amerikaneren her i Danmark, og i USA kalder hans familie ham sjovt nok for danskeren. Han har boet her længe, så det er en stor dag, siger Rikke Craven, der arbejder som kiropraktor.
11 nye statsborgere
Fra 2019 er det et krav for landets kommuner at gennemføre grundlovsceremonier for alle nye statsborgere. Ceremonien fungerer på den måde, at ansøgere til statsborgerskab møder hos kommunen og underskriver, at de vil overholde grundloven og respektere grundlæggende danske værdier.
Scott Craven er ikke den eneste, der skal deltage i grundlovsceremonien. I alt kan Rebild Kommune byde velkommen til 11 nye statsborgere, der er mødt op i byrådssalen i Terndrup sammen med deres familier.
Ceremonien begynder med en tale fra borgmesteren, og herefter går ansøgerne op og skriver under på erklæringen en efter en. Til sidst er der tid til et lille glas og en forfriskning.
- Det er en stor dag i dag, som jeg har ventet på i rigtig lang tid. Jeg er selvfølgelig stolt og glad for at blive dansk statsborger, og det er også en dag, min familie har ventet på i lang tid, siger Adelya Harring, der arbejder som teknisk designer og bor i Støvring med sin familie.
Hun kom til Danmark i 2009, da hun blev gift med sin danske mand. Det er også kærlighed, der har ført Karen Nielsen fra USA til Danmark. Hendes far var dansk, og derfor tog Karen Nielsen på højskole, hvor hun mødte sin danske mand, og så har hun været her lige siden.
- Jeg har glædet mig til i dag og har set frem til at fejre det med familien, for jeg føler mig dansk, siger Karen Nielsen, der arbejder som sygeplejerske og bor i Suldrup.
Grundlovsceremoni uden håndtryk
Normalt afsluttes ceremonien også med et håndtryk, som er obligatorisk. Men på grund af coronasituationen vedtog Folketinget i juni, at håndtrykket er midlertidigt suspenderet. En beslutning, der glæder Rebilds borgmester, Leon Sebbelin fra Radikale Venstre.
- På den ene side havde jeg frygteligt gerne ville give et håndtryk, når nu man har skrevet under. Men på den anden side, så har jeg det skidt med at skulle tvinge nogen til at give et håndtryk, hvis de ikke er trygge ved det. Jeg er stor tilhænger af håndtrykket, men jeg er ikke tilhænger af det, hvis der er en anden måde, man hellere vil hilse på, siger han.
Scott Craven havde dog gerne set, at han kunne have afsluttet ceremonien med et håndtryk:
- Jeg manglede håndtrykket, for det havde været det mest naturlige at gøre, men det måtte vi jo ikke i dag. Jeg havde ellers spritten klar i lommen og var klar til at række hånden frem og sige værsgo, siger han med et grin.
Med et dansk statsborgerskab kan de 11 nye danskere nu se frem til at få et dansk pas, og næste gang, der er valg, kan de også være gå i stemmeboksen og sætte deres kryds.
- Jeg er helt igennem glad. Nu er det lykkedes, så det er en rigtig god dag, siger Scott Craven med et stort smil.