Nyslåede lottomillionærer: Nordjysk par vinder over 1,8 millioner kroner
Foto: Danske Spil
Et ældre par fra Rebild-området har vundet 1.857.618 kroner i Eurojackpot.
En 70-årig mand, som bor i Rebild Kommune, fik sig en glædelig overraskelse sidste fredag, da ham og konen skulle tjekke de to Eurojackpotkuponer, de havde købt i Kvickly i Aars tidligere på aftenen.
Her blev det nemlig klart, at parret er de heldige vindere af 1.857.618 kroner på en delt 2. præmie i Eurojackpot.
- Det er jo så dejlig en overraskelse, siger den 70-årige mand til Danske Spil.
Parret prøvede at gå i seng, men efter at have ligget og rodet rundt i en times tid uden at kunne falde i søvn, blev de enige om at stå op igen og fejre deres nye status som millionærer.
- Det eneste vi havde i hjemmet var en flaske kirsebærsnaps fra Samsø, så den drak vi. Inden vi gik i seng igen, gemte jeg kuponen i strømpeskuffen, som jeg så lå og kiggede på hele natten. Jeg var endda oppe og tjekke på et tidspunkt, om den stadig lå der. Der var nærmest helt stressende at være i besiddelse af et lille papir med så stor værdi, siger manden til Danske Spil.
Parret er endnu ikke sikre på, hvad pengene skal bruges til, udover at de allerede har betalt et billån ud.
- Min kone vil måske gerne have et lille sommerhus. Men ellers tager vi det helt koldt og roligt indtil videre, siger han.
I aften er førstepræmie-puljen i Eurojackpot på 139 millioner.