Omstridt grusgrav bliver en realitet
Region Nordjylland giver begrænset tilladelse til at grave grus ved Øster Hornum
Der skal graves grus i et 25 hektar stort område mellem Øster Hornum og Guldbæk trods modstand fra både lokale borgere og politikere.
Der bliver etableret en grusgrav i et 25 hektar stort område mellem Øster Hornum og Guldbæk. Det er en realitet, efter at sagen tirsdag blev behandlet af Regionsrådet i Region Nordjylland. Her stemte et flertal for at give tilladelse til at grave grus.
Modstanden mod grusgravsplanerne har været stor i den seneste tid. Flere lokale borgere har udtrykt deres frygt for, at en grusgrav vil skade naturen og gøre det sværere at lokke tilflyttere til området. Den bekymring deler de med Leon Sebbelin, der er borgmester i Rebild Kommune.
- Vi er ikke mod råstofudvinding og anerkender fuldt ud behovet for det. Men det bør for det første ske, hvor udbyttet er optimalt og for det andet i områder, hvor det ikke ødelægger drikkevand, natur, kulturhistoriske værdier og udviklingen generelt, sagde Leon Sebbelin (Radikale Venstre) mandag.
Det er en privat lodsejer, der har ønsket at få tilladelse til at grave efter grus på sin jord. Det ønske valgte politikerne i Regionsrådet at imødekomme. 27 regionsrådsmedlemmer stemte for grusgravsplanerne, mens 10 stemte imod.
Der vil dog være visse restriktioner, som den kommende grusgrav skal overholde. Begrænsningerne skal sørge for at borgerne i området ikke bliver generet af udgravningerne.
- Vi har stillet rimelig skrappe vilkår til, at de kan få lov at grave der. Vi har taget hensyn til byudvikling og nogle af de ting, kommunen er kommet med, siger regionsrådsmedlem Henrik Ringbæk Madsen (Socialdemokratiet).