Over en måned til fastelavn - alligevel giver højtid bagerne sved på panden
0_1p0vj07v
Fastelavn er en regulær højtid for bagerne i hele landet - og den strækker sig over næsten to måneder.
Hos Terndrup Bageri er der travlhed bag kulisserne. For selvom der er over en måned til fastelavn den 19. februar er højtidens bagværk allerede i høj kurs.
Det er naturligvis fastelavnsbollen, der er tale om - og uanset om man er til fastelavnsboller med creme, syltetøj, fløde - eller alle tre ting, kan det fåes hos Terndrup Bageri.
- Bagerne er glade for fastelavnsbollesalget, for hvis ikke vi havde det ville januar være noget stille. Det er lige efter julen og folk skal spare og tabe sig. Men vi kan lokke dem med nogle lækre fastelavnsboller. Det er positivt, lyder det Poul Søgaard, der er tidligere bagermester på Terndrup Bageri, men stadig knokler ved ovne og røremaskiner.
Han overtog forretningen i 1982 og har nu givet den videre til sin søn. I de 40 år, der er gået, har han set en klar udvikling i hvilke fastelavnsboller, kunderne foretrækker.
- Da vi startede i 1982 var der slet ikke det udvalg vi ser i dag - og det var mest wienerbrød, der blev solgt. I dag bliver der solgt mange gammeldags fastelavnsboller, som vi kalder dem, fortæller Poul Søgaard som havde fem fastelavnsboller i sortimentet, da han åbnede forretningen. Nu kan man få lige i underkanten af 20 forskellige - blandt andet en fastelavnsbolle med Bailey-creme.