Politiker om røntgenapparat: Kiropraktoren skal gøre, som Sundhedsstyrelsen siger

Sagen om det dynamiske røntgenapparat skal undersøges nærmere, siger sundhedsordfører.

På sin klinik i Støvring bruger kiropraktor Erling Pedersen-Bach et særligt dynamisk røntgenapparat, selv om Sundhedsstyrelsen ikke vil give tilladelse til det.

Men det forstår Erling Pedersen-Bach og talrige patienter ikke, for ifølge dem, så virker det.

Det dynamiske røntgenapparat, som han købte i efteråret 2016, giver ifølge Erling Pedersen-Bach en bedre mulighed for at se patienternes skader.

- Det her er et redskab, jeg har brug for, og som jeg kan diagnosticere alting med. Jeg gør ingen skade. Jeg overstråler ikke patienterne, men hjælper dem tværtimod. Hvad er det for et system, der ikke kan anerkende sådan noget, spørger Erling Pedersen-Bach.

quote Han skal naturligvis gøre, som Sundhedsstyrelsen siger. Men jeg vil virkelig sørge for, at vi får det her undersøgt grundigt

Flemming Møller Mortensen (S), folketingsmedlem og sundhedsordfører

Folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen (S), der er sundhedsordfører, vil nu have sagen undersøgt. Imellem tiden skal kiropraktoren lytte til Sundhedsstyrelsen, lyder det. 

- Han skal naturligvis gøre, som Sundhedsstyrelsen siger. Men jeg vil virkelig sørge for, at vi får det her undersøgt grundigt, siger Flemming Møller Mortensen.

Sundhedsstyrelsen mener ikke, at Erling Pedersen-Bach har den nødvendige dokumentation for, at røntgenapparatet hjælper patienterne til at få det bedre. Derfor har styrelsen forlangt, at han indstiller brugen fra i dag.

- Jeg vil via sundhedsministeren bede om en redegørelse om det her. For vi skal jo ikke sætte ting i stå. Vi skal jo sørge for at patienterne bliver behandlet så godt som overhovedet muligt, og derfor må det ikke være sådan, at det ene kontor i Sundhedsstyrelsen ligger hindringer i vejen for det, som andre kontorer skal sikre; netop et moderne sundhedsvæsen, siger Flemming Møller Mortensen.

Erling Pedersen-Bach har behandlet piskesmæld de sidste 44 år. Han risikerer nu en politianmeldelse for brug af røntgenapparatet. 

Sundhedsstyrelsen mener ikke, at Erling Pedersen-Bach har den nødvendige dokumentation for at røntgenapparatet virker. De har derfor forlangt, at han indstiller brugen fra i dag. Men på klinikken i Støvring fortsætter behandlingerne.
 

Seneste nyt

fra Nordjylland