Populært at overnatte med højt til loftet
Video 2e7c780203b701-media for publish N0lAwbDG_phyHh
Flere vælger at sove i det fri - et modtræk til forbrugssamfund, mener skovfoged.
Engang var det hotelovernatning på fem-stjernede hoteller, der var det helt store. I dag vælger flere og flere at sove under åben stjernehimmel.
Danskerne er vilde med overnatning i de danske statsskove. På landsplan er der inden for de sidste seks år sket en fordobling, mens man i Himmerland slår den stigning - her er der sket en tredobling i udendørs overnatninger.
I Rold skov har man lavet mange naturture for at få flere til at få øjnene op for, at naturen kan bruges.
- Det gør vi for at bryde den der barriere, der kan være med, at det er farligt og ubekendt. Men når de så får lov til at se hvordan man kan gøre det, jamen så kommer de alene nogle weekender efter, siger Leif Lyngsø, skovfoged i Naturstyrelsen Himmerland med base i Rold Skov.
- Det er et modtræk til vores forbrugssamfund, man vil det nære, uddyber han.
Også i specialbutikkerne mærker de den øgede interesse for at overnatte under åben himmel:
- Det er ikke eksploderet, men det er tæt på, siger Peter Dam Andersen, der er indehaver af Friliv i Støvring.
De mange nye muligheder for at overnatte ude tiltrækker en ny målgruppe, nemlig børnefamilierne.
- Der er rigtig mange, der gerne vil ud, men som ikke har prøvet det her friluftsliv før, og som kommer ind og spørger os: hvad skal vi, sådan helt fra bunden af.
På baggrund af det stigende antal overnatninger i naturen vil Miljøminister Lea Wermelin sammen med Naturstyrelsen nu undersøge, hvordan der kan åbnes op for endnu flere overnatninger i naturen, for eksempel med fri teltning.