Rebild Kommune sætter verdensmål på dagsordenen
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Rebild Kommune er med når 48 danske byer går sammen om at slå et slag for FN’s 17 verdensmål.
Fra december i år og frem til september 2019 kan alle opleve otte arrangementer under overskriften ’Danmark for Målene’ i selskab med blandt andre Jesper Theilgaard, Søren Dahl og Jesper Skibby.
De 17 verdensmål er vedtaget af verdens ledere og skal sikre en mere bæredygtig udvikling for Jorden og os der bor på den. I forbindelse med Danmark for Målene, er målene samlet i nogle temaer med overskrifter som for eksempel sundhed, genbrug og energi. Alle arrangementerne holdes i Støvring på bytorvet.
- Målene vedrører os alle
Borgmester i Rebild Kommune, Leon Sebbelin (Radikale Venstre), er begejstret for at kunne tilbyde kommunens borgere disse arrangementer.
- Når verdens ledere vedtager 17 mål for hele verden, kommer det nemt til at lyde noget højtravende og ikke særlig konkret. Men verdensmålene er i høj grad noget, der vedrører os alle, og noget som vi alle skal hjælpe til med at realisere. Det kan verdens ledere ikke gøre alene, siger Leon Sebbelin og fortsætter.
- Ved at præsentere målene i en underholdende ramme for hele familien, håber vi at de fleste af vores borgere bliver opmærksomme på dem og tager dem til sig i dagligdagen.
Der er fri adgang til alle otte arrangementer.
Fakta om verdensmålene
- FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling, er vedtaget af verdens stats- og regeringsledere.
- Frem mod 2030 de skal bringe os i retning af en mere bæredygtigt udvikling for Jorden og dens indbyggere.
- Verdensmålene udgør 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter alle FN’s 193 medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst.
verdensmaalene.dk
Forretningslivet bakker op
Arrangementerne falder alle på en lørdag, og derfor har formanden for Støvring Handel og Erhverv, Lisa Kjær, opfordret alle sine medlemmer til at udvide åbningstiden de pågældende dage.
- Vi er rigtig glade for, at disse arrangementer også kommer forbi Støvring, og derfor har jeg opfordret alle vores medlemmer til at bakke op om dem. Støvring er måske ikke den største af de 48 byer der er vært for arrangementet, men det er netop vigtigt at FN’s verdensmål når ud i alle hjørner, da det jo er noget der kommer os alle ved. Jeg håber, at rigtig mange af kommunens borgere vil finde tid til at deltage i et eller flere af arrangementerne, siger Lisa Kjær.
Rebild Kommune har indgået et samarbejde med organisationen Global Goals Tour, der med deres koncept ’Danmark for Målene’, sætter fokus på verdensmålene gennem arrangementer i 48 danske byer.