REGAN Vest kommer på finansloven
Foto: Tor Løkken
Koldkrigsbunkeren REGAN Vest kommer på finansloven, hvor den får tilført 20 millioner kroner i anlægsmidler henover de næste to år.
I den finanslov, der netop er blevet vedtaget er der afsat penge til Nordjyllands Historiske museums projekt for at åbne den gamle koldkrigsbunker REGAN Vest for offentligheden.
Nordjyllands Historiske Museum er i gang med at omdanne det unikke underjordiske anlæg til et museum. Anlægget der ligger ved Thingbæk Kalkminer skulle i tilfælde af en krig huse regeringen, dele af administrationen og Dronningen. På Finansloven er der afsat 20 millioner kroner over de næste to år til den historiske bunker.
- Det kan næsten lyde som en kliche, men det er da en fantastisk julegave, vi nu har fået – og det er vel at mærke en julegave, som kommer hele Nordjylland til gode. Med finanslovsbevillingen er vi kommet et markant skridt nærmere en åbning af REGAN Vest for publikum, og det er vigtigt for hele regionen, for REGAN Vest bliver en attraktion, der vil tiltrække folk langvejs fra, siger museumsdirektør på Nordjyllands Historiske Museum, Lars Christian Nørbach.
Selvom folkene bag REGAN Vest lige nu står med armene over hovedet, så har de ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene. For selvom man har fået penge fra Rebild Kommune og nu fra finansloven bevillingen, så mangler der stadig penge inden projektet kan slå dørene op.
- Det er vigtigt, at også andre nordjyske kommuner bakker op om det her projekt, for det bliver en attraktion, som vil give gæster og omsætning langt ud over Rebilds kommunegrænse, siger Lars Christian Nørbach.
En del af pengene skal bruges til at gøre selve bunkeren klar til modtage de mange tusinde gæster, som hvert år vil besøge den. Det kræver blandt andet brandsikring, nødudgange og evakueringsplaner.
Med pengene fra både Rebild og finansloven har Nordjyllands Historiske Museum nu skaffet knap halvdelen af de penge, man regner med, at det vil koste, at realisere planerne for det nye museum.