Store forventninger: Babyforretnings millionunderskud skuffer
Nordjyske Luksusbaby, der sælger tøj og udstyr til børn, kommer ud af 2023 med et underskud på lige under syv millioner kroner.
Det viser en årsrapport fra Støvring-virksomheden, som sælger produkter via deres webshop samt fysiske butikker i Aalborg og Aarhus.
- Ledelsen forventede et positivt resultat i 2023, hvilket ikke er realiseret. Det væsentligt lavere resultat er hovedsageligt på grund af fortsat lav forbrugertillid som følge af makroøkonomiske forhold, herunder en fortsat høj inflation i verden, skriver Luksusbabys ledelse i årsrapporten.
Ledelsen anser 2023-resultatet på minus 6,8 millioner kroner, som utilfredsstillende.
- Luksusbaby investerer massivt i 2024 i moderniseringen af kundeoplevelsen, systemer og data. Vi implementerer en lang række nye it-systemer, hvilket vil bidrage med den fortsatte effektivisering og automatisering, skriver ledelsen i årsrapporten.
Luksusbaby forventer et overskud på to til fem millioner kroner før skat i 2024.