LIGE NU:

Suldrup: Lade står i flammer

Beredskab og politi er på stedet, og både dyr og mennesker er uden for fare.

Der er i øjeblikket brand i en lade på Thorstedvej i nærheden af Suldrup. Både mennesker og dyr er nu uden for fare. Inden flammerne fik fat, fik man ved naboers hjælp lukket 50 ammekøer ud. Det fortæller TV2 Nords reporter på stedet.

lade 2
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Det er en vinkelbygning, der er gået ild i. I den ene længe er der stald, hvor kreaturene har været, og i den anden er der halmlade i den ene del og maskinhus i den anden. det er i halmalden, at flammerne har fået fat. 

- Vi forsøger at holde branden i halmladen, for i maskinhuset står to dieseltanke, fortæller René Nikolajsen, indsatsleder, Nordjyllands Beredskab. 

Der er personale fra både Støvring, Arden og Aars med til at slukke branden. 21 mand i alt og inden længe kommer også en kran. 

- Vi skal have taget halmen ud, så flammerne ikke presser muren ind til maskinhuset. Det meste af natten kommer til at gå med det her, siger indsatslederen. 

Alarmen om gårdbranden kom kort før klokken 17.

Branden skulle være startet i nogle bigballer, der stod uden for laden.