Terndrup vil have storken tilbage
Foto: Privatfoto
Det er syn som dette, folkene i Terndrup gerne vil møde fremover.
Olderlauget i Terndrup vil have storken tilbage, derfor restaurerer de nu storkerederne i byen.
Terndrup var engang et fast hjemsted for storken, men ifølge Olderlauget ødelagde anden verdenskrig storkens tradition for at komme på sommerbesøg i Terndrup.
Det vil Olderlauget i byen nu lave om på. De vil nu restaurere storkens reder i byen i forsøget på at skaffe den eftertragtede fugl tilbage til Terndrup. Storken har både en 'spisestue' og en 'opholdsstue' i byen.
Reden, der er placeret på skorstenen på byens gamle tinghus, på Hadsundvej 7 er den rede, der ses som storkens opholdsstue. Storkens spisestue er placeret på Mølledamsvej, den befinder sig i toppen af tre telefonpæle. Omgivelserne er lavvandede engarealer, der er perfekt for storkens fortrukne spise, frøer. Derfor bliver denne rede kaldt spisestuen.
Rederne vil blive restaureret på fredag klokken 9 med hjælp fra en storke-ekspert.