Udsatte får gratis briller: - Jeg glæder mig til at kunne læse avisen

På opholdsstedet Blå Kors Rold Skov i Arden blev der lavet gratis synstest, og der blev delt gratis briller ud til alle, der trænger.

For mange mennesker kan et stel og et par glas være nødvendige og gøre en verden til forskel, men for nogle mennesker kan briller være så dyre, at de holder sig langt fra at købe et par. 

Èn af dem er Freddy, der er beboer på Blå Kors Rold Skov i Arden. Han har levet på kanten af tilværelsen de seneste mange år, og han slås med mange dæmoner. 

Derfor har han ikke haft råd eller overskud til at købe et par briller, selvom hans øjne har behov for dem. 

- Jeg har lidt problemer med at læse avisen. Bogstaverne flyder ud, siger Freddy til TV2 Nord. 

Beboer Freddy ser frem til at kunne læse avisen, når han får sine nye briller.
Beboer Freddy ser frem til at kunne læse avisen, når han får sine nye briller.
Foto: Thomas Hansen / TV2 Nord

Forstander sætter pris på donationen

Heldigvis bor han på Blå Kors Rold Skov, hvor der tirsdag blev lavet gratis synstest, og der blev delt gratis briller ud til alle, der trænger.

Det er optometrist Peter Skjold fra Skjold Optik i Odder, der står for det. Det er hans kunders brugte briller, der nu får nyt liv hos beboerne på Blå Kors. 

De har alle det til fælles, at de har svært ved at fungere i det almindelige samfund på grund af misbrug eller sygdom. 

- Det er helt fantastisk, at der er nogen, der stiller op og siger, at de gerne vil komme her og donere. Vi har noget, vi kan tilbyde, og vi kan se, at der er en gruppe af borgere her, der kunne få gavn af det kvit og frit, siger Jacob Kjærgaard Andersen, der er forstander på Blå Kors Rold Skov. 

Optometrist Peter Skjold fra Skjold Optik i Odder donerer synstest og briller til beboerne på Blå Kors Rold Skov.
Optometrist Peter Skjold fra Skjold Optik i Odder donerer synstest og briller til beboerne på Blå Kors Rold Skov.
Foto: Thomas Hansen / TV2 Nord

Finn kan ikke se bolden

Mere end halvdelen af opholdsstedets beboere kom forbi Peter Skjold og hans måleudstyr, så der var stor opbakning til tirsdagens begivenhed, og om bare 14 dage er brillerne klar til brug. 

Det glæder beboeren Finn sig til, så han snart kan se fodbold igen. 

- Når jeg sidder inde i opholdsstuen, og vi ser fodbold, kan jeg ikke se bolden. Så det er rimelig nedern, at jeg skal meget tæt på, siger Finn fra Blå Kors Rold Skov. 

Beboer Finn på Blå Kors Rold Skov glæder sig til at få sine nye briller, så han kan se fodbold igen.
Beboer Finn på Blå Kors Rold Skov glæder sig til at få sine nye briller, så han kan se fodbold igen.
Foto: Thomas Hansen / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland