Aalborg Universitetshospital aflyser hjerteoperationer
15 gange i år har Aalborg Universitetshospital måttet aflyse hjerteoperationer på dagen, fordi der ikke var plads på den intensivafdeling hvor patienterne skal være efter operationen.
Den akutte pladsmangel i Aalborg har store menneskelige og økonomiske omkostninger.
Det akutte pladsbehov på Aalborg Universitetshospital giver store problemer for hjertepatienter, og allerede i de første fire måneder er 15 operationer blevet aflyst samme dag, de var planlagt. Fire patienter, der ikke kunne vente på en operation, er i stedet blevet sendt til Aarhus Universitetshospital.
En af de pårørte patienter er tømrer Ove Winther, som en måned efter den planlagte operationstid stadig ikke har fået opereret sin hjerteklap.
- Når man har sat sig op til det og har talt med alle, der skal beskæftige sig med én både før og efter operationen, så synes man jo, det er lidt frustrerende, siger han.
Ove Winter er ikke alene om den oplevelse. I årets første måneder har Aalborg Universitetshospital måtte aflyse 15 hjerteoperationer på dagen. Det er ligeså mange, som sygehuset normalt aflyser på et helt år.
Aflysningerne skyldes især forårets store influenzaepidemi. Det har betydet, at der ikke har været plads til patienterne på den intensivafdeling, hvor de skal ligge i døgnet efter deres operation.
- Jeg har det meget dårligt med det. Det er det værste vi ved, når vi har forberedt os og så bliver det aflyst. Det er meget uheldigt og meget utilfredsstillende, siger Jens Grønlund, der er ledende overlæge på Aalborg Universitetshospital.
Presset på intensivpladserne har også betydet længere ventelister. Lige nu ligger ventetiden på planlagte hjerteoperationer på syv uger – til trods for, at patienter har krav på at blive opereret inden for fire.
Det har betydet, at hjerteafdelingen har sendt flere patienter til andre regioner for at blive behandlet til tiden.
- Og så får vi en regning i størrelsesordenen 200.000 kroner oveni. Det er meget uhensigtsmæssigt, siger overlæge Jens Grønlund om situationen.