I ugens udgave af Fokus handler det om lidelsen ADD – en slags ADHD, men uden den hyperaktive del. Det gør det svært at opdage lidelsen, og derfor er der mange, der først får stillet diagnose, når de er voksne. Som konsekvens heraf lever de i lang tid med uvished om, hvad det er, de fejler, og det kan i værste fald føre en række bi-diagnoser med sig som stress, angst og depression.

43-årige Mette Møller fra Nibe blev først diagnosticeret med ADD som 40-årig. Inden da har angstanfald og stress haft stor negativ indflydelse på hendes liv, og blandt andet betydet, at hun måtte droppe sit arbejde som pædagog og i stedet er blevet tilkendt en flexjob-ordning.

- Det er jeg lidt småirriteret over. Det havde været meget rart at vide det lidt før. Så jeg kunne have taget nogle forholdsregler og lært nogle strategier til, når jeg har været presset, siger Mette Møller.

Det altså afgørende, at der bliver gjort en tidlig indsats for at opdage ADD, selvom den modsat ADHD kan være svær at få øje på.

- Det er helt urimeligt, at man skal gå i så lang tid, at man ikke kan få den rigtige hjælp med de omkostninger, det har. Og problemet er, at ADD’en ikke er alene. Der findes andre diagnoser, som vi er alt for lang tid om at opspore. Vi mangler at få styrket den forebyggende indsats, siger Peder Hvelplund, der er psykiatriordfører for Enhedslisten.    

I debatten bliver panelet – bestående af Venstres næstformand for psykiatriudvalget i Region Nordjylland Jess V. Laursen og Enhedslistens psykiatriordfører Peder Hvelplund – forholdt problemstillingen, om øget indsats for tidligere diagnosticering kan føre til over-diagnosticering. Det er psykolog og lektor ved Aalborg Universitet Christina Mohr ikke nervøs for.

- Det kan godt lyde lidt mærkeligt, for vi snakker også meget om overdiagnosticering og risikoen for stigma og alt det her, når vi snakker diagnoser, men der sker også en stor grad af stigmatisering, når man render rundt med et problem, som man ikke ved, hvad er for noget, siger Christina Mohr.

- Jeg tror ikke, at man skal diagnosticere for alt i verden, det bliver en pengemaskine, der kommer til at rulle, og det har vi ganske enkelt ikke råd til. Men der er ingen tvivl om, at mange af dem, der får stillet en diagnose, de får en ro, siger Jess V. Laursen (V), der er næstformand i Region Nordjyllands psykiatriudvalg.

- Det afgørende er ikke diagnosen, men at man får kendskab til den sygdom, man har. Vi kan diagnosticere alt det, vi vil, hvis ikke vi giver den tilstrækkelige hjælp eller forebygger, så har det ikke nogen effekt, siger Peder Hvelplund.  

Ifølge Jess V. Laursen er der i samfundet en frygt for, at et familiemedlem bliver udredt med en psykisk diagnose, og han oplever, at familier gerne vil gå det, fordi de er af den opfattelse, at det vil være et nederlag, hvis man bliver diagnosticeret.

- Jeg tror, vi er lidt bange for at tage snakken. Og det kan man udelukkende komme ud af ved information og ved en god pædagogisk indsats – selv til forældrene, siger Jess V. Laursen.  

Du kan se hele dokumentaren "Den Skjulte Diagnose" herunder: