Dansk Folkeparti er klar med nye kandidater
To tidligere folketingsmedlemmer og et byrådsmedlem stiller ved næste folketingsvalg op i de tre Aalborg-kredse for Dansk Folkeparti. Liselotte Lynge Jensen er en af de tre kandidater fra Dansk Folkepart. Hun stiller op i Aalborg Vestkredsen.
To tidligere folketingsmedlemmer og et byrådsmedlem stiller ved næste folketingsvalg op i de tre Aalborg-kredse for Dansk Folkeparti.
Det tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Christian Langballe bliver en af de kandidater, der i Nordjylland ved et kommende folketingsvalg skal prøve at løfte arven efter partiets to hidtidige folketingsmedlemmer, Bent Bøgsted og Lise Bech, som begge har forladt partiet for at blive løsgængere.
Christian Langballe, der er 55 år og sognepræst, sad i Folketinget fra 2011 til 2019. Valgt i Viborg.
Han er nu opstillet som ny kandidat i Aalborg Nordkredsen.
Kandidaterne i de tre kredse i Aalborg er netop blevet valgt på et opstillingsmøde med 80 deltagere. Partimedlemmerne vælger mellem alle, der er interesserede i at stille op. De tre, der får flest stemmer, vælger herefter i denne rækkefølge, hvilken kreds de vil stille op i.
Topscorer i afstemningen blev det tidligere nordjyske folketingsmedlem Morten Marinus. Han sad ligesom Christian Langballe i Folketinget 2011-19. Morten Marinus er uændret partiets kandidat i Aalborg Øst.
Christian Langballe fik næstflest stemmer, mens tredjepladsen i første omgang blev delt af forhenværende folketingsmedlem Pia Adelsteen fra Mariager og Liselotte Lynge Jensen, der er byrådsmedlem i Vesthimmerland. Da de to i første afstemningsrunde fik lige mange stemmer, så måtte der en ny afstemning til mellem de to kvinder, og den blev med stor overvægt vundet af Liselotte Lynge Jensen, som dermed blev folketingskandidat i Aalborg Vestkredsen.