De færreste stemte lokalt
Foto: Jens Skriver Steffensen
I valgkampen op til søndagens parlamentsvalg slog især to kandidater, Jakob Dyrman (V) og Asser Mortensen (S), på, at de ville være en nordjysk stemme i EU.
Ingen af dem opnåede valg. Og ser man på opgørelsen af de personlige stemmer i landsdelen, kan man se, at de to kun i et vist omfang havde held til at “holde stemmerne hjemme”, altså at få de vælgere i Nordjylland, der stemte på deres respektive partier, til at stemme personligt på den nordjyske kandidat.
En stor opbakning i ens eget område er ved et valg til Europa-Parlamentet, hvor hele Danmark udgør en valgkreds, vigtigt for kandidater, som ikke er så kendte uden for deres eget område.
Dyrman i top på hjemmebanen
Jakob Dyrman opnåede i Nordjyllands storkreds 4336 personlige stemmer. Det svarer til 10,94 procent af samtlige Venstre-stemmer.
På sin hjemmebane i Vesthimmerland, hvor Jakob Dyrman sidder i kommunalbestyrelsen, fik han et solidt rygstød. 2106 vælgere i Himmerlandskredsen stemte personligt på ham. Dermed var han kredsens topscorer blandt Venstre-kandidaterne. Spidskandidat Morten Løkkegaard måtte “nøjes” med 1977 personlige stemmer.
I de øvrige otte kredse i Nordjylland var Jakob Dyrman til gengæld henvist til en plads som nr. fire eller i to tilfælde som nr. to og tre.
17 procent stemte på lokal S-kandidat
Asser Mortensen havde mere held med at holde stemmerne hjemme. 7277 nordjyske vælgere stemte personligt på ham. Det svarer til 17,39 procent af alle S-stemmer.
Men i samtlige kredse fik spidskandidaten Christel Schaldemose flere personlige stemmer. Asser Mortensen fik dog i alle kredse næstflest blandt de socialdemokratiske kandidater.
I Thisted-kredsen var han lige i haserne på hende: Han fik 1119 stemmer, mens Schaldemose opnåede 1245. I Frederikshavn-kredsen fik Asser Mortensen 1063 personlige stemmer mod 1412 til Christel Schaldemose.