DMI: Nu er det værste skybrud overstået - men kun i visse dele af Nordjylland
Foto: Jørgen Kirk/Ritzau Scanpix
Fortsat risiko for skybrud i Thy, Mors, Jammerbugt og Vesthimmerland lørdag formiddag.
Nu kan du snart bevæge dig udendørs igen - i visse dele af Nordjylland, i hvert fald. Danmarks Meteorologiske Institut har netop sendt en meddelelse ud, der fortæller, at fredagens kraftige regn og skybruddet ophører ved 20-tiden i Himmerland, Vendsyssel, Storaalborg og Læsø.
TIl gengæld fortsætter den kraftige regn og skybruddet i Thy, Mors, Jammerbugt og Vesthimmerland fra lørdag morgen klokken 5 og frem til klokken 12.
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut kan der disse steder falde mellem 25 og 35 milimeter på seks timer. Der vil desuden være risiko for lokale skybrud med mere end 15 milimeter regn på 30 minutter.
- Skybruddet kan medføre fare for oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og i viadukter (akvaplaning) og nedsat sigtbarhed, skriver DMi i en pressemeddelelse.