Efter et års coronaisolation: Endelig kan Adrian komme i forlystelsespark

600 sygdomsramte børn og deres familiemedlemmer fik søndag eksklusiv adgang til Fårup Sommerland, og det var for mange særlig tiltrængt efter lang tids coronaisolation.

Farverige balloner, børnelatter og slik i massevis. 

Sådan så det ud i Fårup Sommerland søndag formiddag.  

For selvom parken først er planlagt til at åbne officielt på fredag, så har 130 familier med alvorlig og kronisk syge børn fået en eksklusiv invitation til at komme i sommerlandet. 

Familien Vestergaard fra Hjørring er én af de familier, der fik en invitation.

- Det er en befrielse, at vi endelig kan komme ud og lave noget, siger Tascha Vestergaard, der er mor til Adrian, som er en af de kronisk syge børn, der er blevet inviteret. 

En sjælden begivenhed

Familien vidste ikke, hvordan Adrians alvorlige tarmsygdom ville reagere på coronavirus, og derfor besluttede de i marts måned sidste år at holde sig isoleret.

- Adrian er vant til at være meget hjemme på grund af hans sygdom. Han har ikke et helt normalt barneliv som alle andre, der går i institution hver dag. Han er der en gang imellem, når hans krop og tilstand tillader det, siger Tascha Vestergaard. 

Et lavere smittetryk og coronapas gjorde det muligt for familien endelig at komme på udflugt. Derfor var søndag formiddag også helt speciel for forældrene, men også børnene, der ikke havde set andre end de allernærmeste i næsten et år. 

- Når vi kan komme på sådan en udflugt, betyder det, at vi kan få noget tid sammen som familie. Det betyder også, at vi kan komme ud og opleve noget fællesskab, som vi ikke har været en del af rigtig lang tid, fortæller Tascha Vestergaard.

Stor gensynsglæde

Det er Smilfonden, der støtter børn med alvorlige og kroniske sygdomme, der står bag de mange invitationer til Fårup Sommerland. 

- Når man har været isoleret i hjemmet med bare mor, far og børn, så betyder det meget, at man nu endelig kan se, at der faktisk er et liv udenfor hjemmets fire vægge, siger Sisse Fisker, der er direktør i Smilfonden. 

Det er ikke kun familierne, coronavirus havde drillet. Den har også sat en stopper for aktiviteten i den velgørende forening. 

- Det er første gang i et år, vi har sådan et rigtigt arrangement, hvor familierne kan samles. Det er så dejligt, at vi endelig kan se hinanden igen, siger Sisse Fisker.

Tascha Vestergaard er ikke i tvivl om, at søndagens udflugt til Fårup Sommerland er betydningsfuld for hendes søn, Adrian. 

- Det giver ham en oplevelse, som han vil huske på. Et minde for livet. 


Seneste nyt

fra Nordjylland