Efter nej fra fonde: Regionen afsætter penge til helikopterplatform på nyt sygehus
Den nye helikopterplatform skal etableres inden byggeriet af det nye sygehus er færdig.
Som en del af Region Nordjyllands budget for næste år har politikerne været nødt til at afsætte yderligere midler, så der kan etableres en helikopterplatform.
Det blev et nej fra en række landsdækkende fonde, da Region Nordjylland bad om økonomisk støtte til en helikopterplatform på det nye universitetshospital i Aalborg Øst.
Derfor har regionspolitikerne været nødt til at grave 25 millioner kroner frem i budgettet for 2022 til projektet. For bygges skal det, lyder det:
- Den skal etableres, så derfor må vi selv finde pengene, og det har vi så valgt at gøre. For det er nu, den skal etableres - mens byggeriet stadig er i gang, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S), der forklarer, at regionen har haft ansøgninger ude hos nogle af landets store fonde, også nogle der tidligere har givet til helikopterplatforme i Esbjerg, Aarhus og på Rigshospitalet.
- Det er desværre ikke lykkedes os at få fondsstøtte til helikopterplatformen i Aalborg, siger hun.
Regionspolitikerne har tidligere afsat 10 millioner kroner til helikopterplatformen.
Hjælp til pressede afdelinger
Udover det kalder Ulla Astman forhandlingerne om regionens budget for stille og rolige. Og det er da også et enigt regionsråd, der står bag budgetforliget for det kommende år.
Et af de steder, hvor der afsættes ekstra penge er til et bedre arbejdsmiljø blandt hospitalspersonalet her i kølvandet på covid-19 og strejken blandt sygeplejerskerne.
- Der er ingen tvivl om, at der er store frustrationer blandt sygeplejerskerne på vores hospitaler lige nu. Og det har jeg forståelse for. Men vi har også behov for at komme videre, understreger Ulla Astmann og uddyber:
- Der er jo en pukkel særligt efter covid-19 men også efter sygeplejerskekonflikten. Der er også sket en stigning i antallet af patienter gennem de seneste år. Så der er sat 20 millioner kroner af til at sikre flere hænder, der hvor de er allermest pressede, siger Ulla Astman.
Hun peger på, at der ikke er tale om en engangspulje, og at pengene skal bruges der, hvor der er størst behov.
Se interviewet med regionsrådsformand Ulla Astman (S) om budgettet for 2022: