Håber på højere testkapacitet: Anne Mettes kunder kan ikke nå at blive testet

Den 6. april må der atter komme kunder i frisørsalonen for at få klippet de lange lokker. Derfor skulle man tro, at alt var fryd og gammen, men flere frisører oplever, at deres kunder har svært ved at få booket en coronatest forud for klipningen, eftersom testen maksimalt må være 72 timer gammel, når trimmeren kører igennem håret.

Det er ikke længe siden, at Anne Mette Mortensens fik beskeden om, at hendes tomme frisørsalon snart får liv igen.

- Så blev jeg helt vildt glad. Altså virkelig glad. Det tikkede ind med beskeder fra dem, som jeg arbejder sammen med, og de var også bare glade. Nu skal vi bare i gang.

Der gik dog hurtigt skår i glæden. De seneste to dage har frisøren modtaget over 50 opkald. Opkaldene går primært på, at det er svært at få test, arbejde og frisørtid til at gå op i en højere enhed, og enkelte aflyser sågar deres tid.

- Der er meget logistik i det her, der besværliggør det for kunderne, og man kan jo godt have den holdning "hvor svært kan det være?" men det er det jo tilsyneladende. Jeg er jo nødt til at lytte til, hvad kunderne siger, fortæller Anne Mette Mortensen.

Håber på højere testkapacitet

Barer og værtshuse må åbne 6. maj, og Venstre frygter derfor, at det ikke kun bliver frisørerne, der bliver udfordret af kravet om en frisk, negativ coronatest.

 – Så vil der komme et voldsomt pres på at blive testet, og den testkapacitet kan være en forhindring for, at der kan komme kunder hos frisøren, man kan komme på restaurant, når vi må det om nogle uger. Selvom der er testkapacitet, så mangler der teststeder, siger Karsten Lauritzen, der er formand for Venstres folketingsgruppe.

I Brønderslev Kommune, hvor Anne Mette Mortensens frisørsalon ligger, er det lige nu muligt at få en PCR-test mandag og fredag. Hun frygter, at det – især med den yderligere genåbning - ikke er nok.

- Jeg håber, at testkapaciteten til den tid er meget højere med nogle udvidede åbningstider, så det overhovedet ikke giver problemer, siger Anne Mette Mortensen.

Kun halvdelen af testkapaciteten som bruges

Ifølge formanden for Region Nordjylland udvides der hele tiden med flere teststeder, der øger kapaciteten. 

- Der bliver f.eks. åbnet yderligere tre teststeder i Himmerland, Arden, Nørager og Terndrup. Ligesom der også kom et ekstra teststed inde i Aalborg Midtby, siger Ulla Astman (Socialdemokratiet), regionsrådsformand i Region Nordjylland.

Svartiden på testen kombineret med, at det i yderkommunerne ikke er muligt at blive testet hvilken som helst dag, gør, at kalenderen skal tages i brug, når frisørtiden skal i hus.

- Test er et vilkår og en præmis for genåbningen, så vi bliver nødt til også at være fleksible som borgere. Der er masse af testkapacitet. Især i de timer, hvor vi ikke alle sammen vil testes på vej hjem fra arbejde, siger Ulla Astman.

I øjeblikket er det kun halvdelen af testkapaciteten, som bruges på hurtigteststederne. Alligevel er der i Brønderslev frygt for, om regionen kan følge med efter påske - om end der med længsel ses frem mod den 6. april.

- Det kommer til at overskygge alt andet. Jeg håber, at vi får ryddet op i de udfordringer, der er lige nu, fordi det bliver simpelthen så dejligt, siger Anne Mette Mortensen.

Karsten Lauritzen vil nu have sundhedsminister Magnus Heunicke til at svare på en række spørgsmål; blandt andet, om det bør være muligt at lave hjemmetest, hvis man bor langt fra et teststed.


Seneste nyt

fra Nordjylland