- Jeg havde ikke fundet et job uden støtte: Mads er i arbejde trods bipolar lidelse

Et tilbud om at hjælpe borgere med psykiske diagnoser i arbejde giver gode resultater. Så gode, at tilbuddet nu bliver bredt ud til flere målgrupper.

Region Nordjylland, Aalborg Kommune og Hjørring Kommune samarbejder om at hjælpe borgere med en psykisk diagnose i arbejde. 

Tilbuddet kaldes IPS og står for Individuelt Planlagt Job med Støtte. Metoden har vist resultater - og de lokale erfaringer er så gode, at tilbuddet løbende bliver bredt ud til flere målgrupper indenfor psykiatrien.

- Jeg havde ikke fundet et job uden hjælp fra jobcenteret og psykiatrien, siger 38-årige Mads Bruun Jensen fra Nørresundby. 

Mads Bruun Jensen arbejder nu otte timer om ugen på grund af IPS- forløbet.
Mads Bruun Jensen arbejder nu otte timer om ugen på grund af IPS- forløbet.
Foto: Lene Pedersen, Region Nordjylland

Han blev diagnosticeret med bipolar lidelse for tre år siden og har siden kæmpet for at finde et job, men i dag arbejder han otte timer om ugen hos et entreprenørfirma. 

- Det har været en hård erkendelse for mig, at jeg ikke kan arbejde 37 timer om ugen. Det har jobcenteret og psykiatrien hjulpet mig med at finde frem til. I dag er jeg glad for, at jeg bare kan holde til at komme afsted på arbejde. Det betyder meget for mig at komme ud blandt mennesker og føle mig værdsat, siger han.

En tværfaglig indsats

Succesen betyder, at tilbuddet nu er blevet bredt ud til flere målgrupper indenfor Psykiatrien. Hidtil har det primært været for borgere med en psykisk diagnose i alderen 18 til 29 år, men ud fra gode erfaringer i Aalborg og Hjørring er det nu også tilgængeligt for blandt andet borgere, som er visiteret til flexjob og borgere over 30 år - som for eksempel Mads Bruun Jensen. 

Han er en af de 153 borgere med en psykisk diagnose, der har været tilknyttet et IPS-forløb i Aalborg Kommune siden 2020. Her hjælper en IPS- konsulent med forberedelserne til at få et arbejde, samt starten på et ordinært arbejde. 

- Vi arbejder hen mod præcis det, som den enkelte drømmer om. Nogle borgere har et mål, som ligger langt ude i fremtiden, men mit arbejde handler om at facilitere den proces, fortæller Wagner T. G. Sørensen, som er IPS-konsulent ved Jobcenter Aalborg, og fortsætter: 

- For det er vigtigt, at borgeren gør sig sine egne erfaringer og har ejerskab over processen, så vi i sidste ende lander et job, som borgeren kan blive i på længere sigt.

Processen sker i samarbejde med psykiatrien, der blandt andet kan hjælpe i forhold til medicinering og arbejdstimer. 

- Det centrale i samarbejdet er, at det er så fleksibelt. Vi er nødt til at finde ud af, hvad der passer den enkelte i forhold til døgnrytme, timeantal, medicinering og hvad der ellers kan være af skånehensyn, så alle borgere lykkes med lige netop deres potentiale, siger Rebecca Fink Rathke, socialrådgiver i Psykiatrien i Region Nordjylland.

Betydningsfuld hjælp

I alt er 86 borgere i gang med et IPS-forløb i Aalborg Kommune og 132 i Hjørring Kommune. Her er de blandt andet i en virksomhedsrettet aktivitet som for eksempel lønnede timer, løntilskud eller virksomhedspraktik. 

Og det er glædeligt på flere plan - for ud over den samfundsøkonomiske fordel har indsatsen også betydning for borgernes sygdomsforløb, understreger Rebecca Fink Rathke.

- Psykisk sygdom fører ofte en række sociale udfordringer med sig. Men tilknytningen til en arbejdsplads eller en uddannelsesinstitution kan give en følelse af at være betydningsfuld i både en faglig og social kontekst. På den måde kan beskæftigelsesindsatsen være med til at forebygge sygdomsforværring for borgere med psykisk sygdom.

Når borgeren er kommet i arbejde, fortsætter kontakten til IPS- konsulenten op til et år, og for 38-årige Mads Bruun Jensen, er det værdifuldt: 

- Det betyder, at jeg ikke skal starte forfra hver gang, jeg skal i kontakt med systemet. Jeg kan ringe til min IPS-konsulent, hvis jeg har brug for hjælp til papirarbejde, løn eller bare har brug for at snakke med en, der kender mit forløb. På den måde føler jeg mig virkelig taget hånd om og hjulpet på vej. Det betyder meget for, hvordan jeg ser mig selv på arbejdsmarkedet fremadrettet.

En del af 10-års planen

Internationalt er IPS-metoden allerede anerkendt, og Sundhedsstyrelsen har fremhævet den som en indsats i 10-års planen for psykiatrien. Men det er et kriterie, at borgerne selv siger ja til at deltage i forløbet.

Aalborg Kommune og Hjørring kommune har allerede stor succes, og i Aalborg har de netop startet et forsøgsprojekt op for unge i alderen 15 til 17 år, mens de i Hjørring allerede startede en særskilt indsat for de 15 til 17-årige i januar 2022. 


Seneste nyt

fra Nordjylland