Koldeste dag i fem måneder truer
Foto: Merete Møller / Privatfoto
Det bliver blæsende med op til kuling fra nordvest.
Efter en rekordvåd dag fredag, hvor der faldt hele 144,6 millimeter regn i Esbjerg, venter en noget mere behersket lørdag.
Der er udsigt til en omskiftelig dag, hvor der både er sol, skyer og byger på programmet.
Samtidig er det kold luft som blæser ned over landet, hvilket holder temperaturerne under 13 grader dagen igennem.
Her får du et overblik over dagens vejr og til sidst dagens detalje.
Formiddag: Køligt og blæsende
Fra morgenstunden blæser en kølig vind ned over landet fra nordvest.
Med mellem 8 og 11 grader føles formiddagen råkold, især i blæsten, som kan give kraftige vindstød af stormende kuling ved kysterne dagen igennem.
Til gengæld kommer der mange steder god plads til solen, som hjælper på oplevelsen af vejret.
Længst mod sydvest kan der komme byger allerede fra morgenstunden.
Eftermiddag: Byger og solstrejf
I eftermiddag stiger temperaturerne en anelse, dog kun til mellem 11 og 13 grader landet over.
Samtidig spreder bygerne sig til resten af landet, og de kan smide enkelte millimeter regn af sig.
Til gengæld kommer der også solstrejf ind i mellem bygerne, som til tider kan vare i længere tid.
Aften: Færre byger
I aften aftager bygeintensiteten på tværs af landet igen, men der er stadig en del skyer på himlen.
I takt med at solens magt aftager, falder temperaturerne også, og de falder hurtigt til mellem 5 og 10 grader.
Senere på natten kan de udbredt nå ned under 5 grader.
Dagens detalje
Holder temperaturen siger under 15 grader dagen igennem, bliver det den køligste dag målt på maksimumstemperatur siden slutningen af april.