Konflikten optrappes igen: 55 ekstra sygeplejersker udtages til strejke i Nordjylland
Uge efter uge har sygeplejerskernes fagforening skruet op for strejke-presset i løbet af den seneste måned. Nu skrues der op igen, og det rammer i Brønderslev Kommune.
Endnu en gang har Dansk Sygeplejeråd (DSR) optrappet den igangværende strejke, og det er fjerde gang på fire uger, fagforeningen kommer med den nyhed.
I Region Nordjylland betyder det, at 55 ekstra sygeplejersker fra 31. august vil nedlægge arbejdet og tage del i den strejke, der har været i gang siden midten af juni.
Rettelse: Fejl iantal udtagede sygeplejersker
Det har tidligere fremgået, at der var tale om 36 sygeplejersker udtaget til strejke. Dansk Sygeplejeråd oplyser nu, at det korrekte tal er 55. Udover 53 i Brønderslev Kommune er også to sygeplejersker på kompressionsklinikken i Aalborg Kommune udtaget.
I denne omgang er det især Brønderslev Kommune, der bliver ramt, da 53 af sygeplejerskerne udtages fra i Brønderslev ældrepleje. De sidste to udtages fra i Aalborg Kommune.
- Vi er bekymrede for patientsikkerheden, og det er et meget alvorligt problem. Jeg er forundret over, at vi hverken hører fra arbejdsgivere eller politikere, siger Jytte Wester, formand for DSR i Kreds Nordjylland.
- Problemet forsvinder ikke
På landsplan er det yderligere 315 sygeplejersker der nedlægger arbejdet i slutningen af august.
De seneste tre uger er der blevet udtaget henholdsvis 702, 225 og 215 sygeplejersker på landsplan. Dertil kommer de cirka 5000 sygeplejersker, der har været udtaget til strejke siden konfliktens start.
- Problemet med at sygeplejersker skal have mere i løn forsvinder ikke af sig selv, og hverken politikere eller arbejdsgivere må mene, situationen er tilstrækkeligt alvorlig. Derfor ser vi os nødsaget til at trappe den op, siger kredsformand, Jytte Wester.
Mindre skala i Nordjylland
Ved sidste optrapning var det i region Nordjylland kun fem ekstra sygeplejersker, der blev udtaget til strejken. Denne omgang er det altså et mere mærkbart, og særligt i Brønderslev kommune, hvor strejken også vil ramme.
- Vi bliver ved med at optrappe, så lang tid det er nødvendigt. Det handler om at få arbejdsgivere og politikere tilbage til forhandlingsbordet, siger Jytte Wester.
Allerede omkring end en måned inde i strejken begyndte tanken om et politisk indgreb i konflikten så småt at melde sig hos en stor del af befolkningen.
Se indslaget om det herunder: