Kritiseret læge fratræder sin stilling

Den læge, som i offentligheden har været kritiseret for at have fejlbehandlet patienter og dermed sat patientsikkerheden over styr, er ikke længere ansat på Sygehus Thy Mors.

Det står klart, efter ledelsen på sygehuset har undersøgt den pågældende læge, efter han i offentligheden blev omtalt som ukvalificeret. Lægen og regionen har indgået en gensidig aftale om, at lægen fratræder sin stilling. Han har siden 8. maj ikke haft patientkontakt.

- Vi vurderer ud fra undersøgelsesgrundlaget, at han ikke længere skal være ansat hos os, da patientsikkerheden går forud for alt, siger Henrik Larsen, sygehusdirektør, Sygehus Thy Mors.

Tre læger undersøgt

Da sagen kom i medierne 10. maj, blev Sygehus Thy Mors kritiseret for at anvende ikke-kvalificerede læger og dermed skabe fare for patientsikkerheden.

I alt blev der rejst kritik af tre læger, ansat på Kirurgisk Afdeling. Sygehusledelsen fratog de tre læger patientkontakt, mens undersøgelsen af deres kompetencer og kvalifikationer stod på.

En af de tre læger sagde op samtidig med, at undersøgelsen blev sat i gang, og han er derfor heller ikke længere ansat i Region Nordjylland.

Den tredje læge er også undersøgt nærmere, og han fortsætter sin ansættelse på Sygehus Thy Mors.

- Ud fra undersøgelsesmaterialet har vi intet at kritisere fagligt i forhold til denne læge. Vi forholder os til dansk lovgivning og set i sammenhæng til den, er der ikke noget at anfægte den pågældende læge for. Derfor fortsætter han sit virke hos os. Det betyder, at patienterne trygt kan lade sig behandle på Sygehus Thy Mors, siger sygehusdirektør Henrik Larsen.

Bekymrede patienter kan kontakte sygehuset

Sygehusledelsen har besluttet at oprette et telefonnummer og en mailadresse, som eventuelle bekymrede patienter kan benytte sig af, hvis de har været i behandling på Kirurgisk Afdeling.

Samtidigt vil regionen sende informationsmail til de praktiserende læger, hvoraf det fremgår, at der er taget disse initiativer i forhold til bekymrede patienter.

- Vi kan tilbyde patienten en vurdering, hvis patienten mener, at der er foregået fejl. Ud over at få sin sag vurderet hos os, kan patienten også få vejledning omkring klage- og erstatningsspørgsmål, siger Henrik Larsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland