Lukket land: Nordjyske historier fra den første uge med restriktioner
I en uge har 280.000 nordjyder været ramt af Danmarks skrappeste restriktioner. Den nye hverdag har budt på lukkede kommunegrænser, hjemmeundervisning og massetests.
For en uge siden, den 5. november, sad mange nordjyder klinet til skærmen, da statsminister Mette Frederiksen fortalte om de nye retningslinjer for borgerne i Frederikshavn, Hjørring, Læsø, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted og Vesthimmerland.
Mange af restriktionerne var gengangere fra forårets nedlukning, men en af restriktionerne var ny og indgribende. Borgere i de syv kommuner må ikke krydse kommunegrænsen, og det har gjort livet besværligt for mange.
- Det er mega frustrerende, at vi er de eneste på vejen, der skal have børnene hjemme, siger Marie Mølgaard til TV2 Nord tirsdag. Hun bor med sin familie i Hjørring Kommune, men 400 meter nede af vejen er kommunegrænsen til Frederikshavn Kommune, hvor sønnen Malthe går i skole.
Samme problematik står Tommy Christensen i. Hans grund ligger i Vesthimmerlands Kommune, men den nærmeste købmand er i Nørager i Rebild Kommune. Hvis han skal handle i Vesthimmerland, så skal han ud på en gåtur på ti kilometer:
- Jeg er jo nødt til at komme op til købmanden. Jeg har hverken bil eller knallert, og jeg kan ikke gå hele vejen til Aalestrup, siger han til TV2 Nord fredag.
Hvem må tage på arbejde?
For flere erhvervsdrivende har den seneste uge budt på dilemmaer og nye udfordringer. Lone Førgaard bor i Fjerritslev i Jammerbugt Kommune. Hun er selvstændig frisør, men salonen ligger i Løgstør i Vesthimmerlands Kommune.
- Det er svært at træffe den rigtige beslutning, for mit sind siger, at jeg skal blive hjemme, når det er det, der bliver anbefalet, men min økonomi har brug for, at jeg tager på arbejde, siger hun søndag.
Flere skoleelever og studerende i de syv nordjyske kommuner har været nødsaget til at ty til hjemmeundervisning og samme rutiner som i foråret. Alle elever fra 5. til 8. klasse er sendt hjem, og det er skoleeleven Freya Bukholdt Andersen fra Højene Skole i Hjørring ikke helt tilfreds med, da TV2 Nord taler med hende fredag:
- Det er lidt træls, for man kan ikke se sine venner i frikvartererne, og man har ikke helt styr på, hvad man skal lave, siger hun.
Lige på grænsen
Nedlukningen af Nordjylland har også budt på kreative måder at mødes på. På skellet mellem Jammerbugt Kommune og Brønderslev Kommune valgte veninderne Rikke Dalsgaard og Malene Larsen at mødes søndag – med god afstand.
- Jeg bor alene og delvist med mine børn, og Malene bor alene, og vi plejer at ses rigtig meget. Den her nedlukning gør noget ved folk, og jeg tror, man kan komme til at føle sig ensom, så derfor tænkte jeg: Hvordan kan vi ses uden at overskride retningslinjerne? Og det kan vi på den her måde, siger Rikke Dalsgaard.