Mie kan ikke få vigtig sensor i Nordjylland - ulighed i sundhed skal stoppes, mener forening
Foto: Privatfoto
Først i 2028 tilbyder Region Nordjylland sensorbaserede glukosemålere til alle med type 1-diabetes. Andre regioner har allerede indført tilbuddet, og det skaber ulighed.
- Den har afgørende betydning for, at jeg kan leve et normalt liv og få hverdagen til at hænge sammen.
Sådan siger 48-årige Mie Engen fra Gistrup om den sensorbaserede glukosemåler, hun har på armen.
Mie Engen fik for fire et halvt år siden konstateret type 1-diabetes, og hun er derfor afhængig af at kunne måle sit blodsukker, så hun kan regulere det.
Det hjælper sensoren hende med. Den aflæser hele tiden hendes blodsukkerværdier, så hun ikke behøver selv at skulle prikke sig i fingeren og måle.
Forskel på regionerne
Mie Engen har indtil nu selv betalt omkring 1000 kroner om måneden for at have en sensor. Alle de danske regioner har ellers besluttet, at personer til type 1-diabetes skal tilbydes en sensorbaseret glukosemåler, men det er kun tre ud af fem regioner, der har rullet tilbuddet ud.
I Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Syddanmark er de sensorbaserede glukosemålere allerede indfaset, mens diabetikere i Region Nordjylland og Region Midtjylland risikerer at måtte vente indtil 2028, før de bliver tilbudt en sensor.
En uretfærdig forskelsbehandling, mener Mie Engen.
- Jeg synes, det er problematisk, at regionerne griber det forskelligt an. Det skaber ulighed i sundhed. Jeg synes ikke, det er retfærdigt, at man har så forskellige vilkår, siger hun.
Og at søge hjælp i en anden region er netop, hvad Mie Engen har gjort. Hun har benyttet retten til frit at vælge sygehus til at blive tilknyttet Vejle Sygehus i Region Syddanmark, hvor hun kan få en sensor uden selv at skulle betale.
- Det er sagt på jysk godt gammeldags træls, at en række nordjyder med type 1-diabetes først kan få en sensor om fem år, blot fordi de bor i den forkerte region. Den slags ulighed i sundhed skal vi have sat en stopper for, siger Claus Richter, som er administrerende direktør i Diabetesforeningen, og uddyber:
- Især set i lyset af, at borgere med type 1-diabetes i Region Nordjylland er blandt landets dårligste målt på langtidsblodsukkeret, som viser, hvor velreguleret sygdommen er. Derfor er der i høj grad brug for at investere mere i teknologien, der kan løfte behandlingen og skærme mod hospitalsbesøg.
Må prioritere
Det er Sundhedsudvalget i Region Nordjylland, som har valgt ikke at sætte penge af i budgettet til at indfase de sensorbaserede glukosemålere til alle med type 1-diabetes allerede nu.
- Der er flere faktorer, der spiller ind. Vi skal følge Behandlingsrådets anbefalinger, men vi skal også sørge for, at der er personale til at løfte opgaven. Det er også en realitet i Region Nordjylland, at vi skal være skarpe i vores prioriteringer, fordi økonomien skal følge med, siger Lina Hundebøll Jespersen (V), der er formand for Sundhedsudvalget.
Appellen fra Diabetesforeningen er dog klar.
- Vi i Diabetesforeningen opfordrer de nordjyske regionalpolitikere til at sætte turbo på implementeringen af sensorer og afsætte midler nok i de kommende budgetforhandlinger, så nordjyderne får adgang til den vigtige teknologi i samme tempo som tre af de øvrige regioner. Det vil være åbenlyst godt for det enkelte menneske med diabetes, og samtidig letter det presset på sundhedsvæsenet og gavner samfundsøkonomien, siger Claus Richter.
- Vi har valgt at prioritere, at tiltaget i første omgang skal rulles ud til børn og unge, gravide og personer, der har haft type 1-diabetes i mange år. Det er selvfølgelig beklageligt, at det betyder, at borgere som Mie ryger bagest i køen, siger Lina Hundebøll Jespersen.
Regning ender hos Region Nordjylland
Formanden for Sundhedsudvalget siger ud fra de meldinger, hun har fået, at det går godt med udrulningen, og at 75 procent af de borgere i Region Nordjylland, der har brug for en sensor, allerede har fået den tilbudt.
- Dem, der har allermest brug for en sensor, skulle gerne have fået en, så derfor mener jeg ikke, at det skaber stor ulighed, siger Lina Hundebøll Jespersen.
Mie Engen er glad for, at hun har haft mulighed for at springe køen over, så hun ikke skulle vente flere år på at få sensoren, som har afgørende betydning for hende i hverdagen. Hun forstår dog ikke, at politikerne i regionsrådet ikke har prioriteret hende og andre nordjyder, der lever med type 1-diabetes, højere.
- Jeg kan godt tage bilen og køre til en anden region, men det er ikke alle forundt. Og Region Syddanmark sender jo alligevel regningen for min behandling videre til Region Nordjylland, siger Mie Engen.