Motorsavene skal ud af flere nordjyske skove
Flere skove i Nordjylland skal have lov til at gro frit, mener regeringen og flere andre partier.
Flere skovområder i Nordjylland skal gøres til såkaldt urørt skov. Blandt andet Rebild Bakker og Råbjerg Mose er på listen over de foreslåede områder.
Det er regeringen og flere andre af Folketingets partier, der ønsker at gavne biodiversiteten ved at lade mere natur vokse vildt. Det vil sige, at der i fremtiden bliver nye levesteder for både fugle, insekter, svampe, og planter. I alt skal 385 skovområder på landsplan karakteriseres som urørt skov. Det drejer sig om i alt 30.000 hektar.
Ifølge miljøministeren, Lea Wermelin, Socialdemokratiet, vil den her type naturgenopretning kunne være til gavn for de personer, der nyder skoven.
- Det handler om, at den kommercielle motorsav skal stoppes. Det, at der ligger nedfaldne stammer i skovbunden, det betyder, at der er steder, hvor insekterne kan leve, og det betyder at fuglene, som vi godt kan lide at se på, de også har noget at leve af, siger Lea Wermelin.
Forslaget forventes at blive sendt i høring inden for de kommende to uger.