Musikkens Hus genåbner
Mandag aften genåbner Musikkens Hus med første koncert på programmet siden nedlukningen 19. december.
I løbet af ugen er der en lang række events på programmet, og det er glæder Lasse Rich Henningsen, der er direktør i Musikkens Hus i Aalborg.
- Et af højdepunkterne sidste år var vores genåbning 6. maj, og det får vi jo lov til at gøre igen. Det bliver lidt mere stille og roligt denne her gang, men det er vildt dejligt med den her fornemmelse af at være i gang igen, selvom nedlukningen kun har varet en måned.
Forberedelserne til aftenens koncert og de kommende punkter på programmet, de har såmænd ikke været stoppet, selvom der har været lukket for gæster.
- Vi har haft alle folk på arbejde på nær i vores restauranter, så vi er klar. Vi har drevet det videre, som vi har tænkt det, og der er da også arrangementer hver eneste aften her i ugen, siger Lasse Rich Henningsen.
Direktøren fortæller, at det blandt andre drejer sig om Aalborg Symfoniorkester og Teitur, der skal optræde.
- Den første lukkeperiode brugte vi på at renovere og gøre stedet toptunet, så den sidste periode her, den har vi brugt blandt andet på at holde ferie, siger Lasse Rich Henningsen.