Nordjyderne kan forvente en særdeles våd fredag
Foto: Privatfoto: Ole Hougaard
Arkivfoto.
Ifølge TV 2 Vejret får Nordjylland en masse nedbør i løbet af fredagen. Det bliver med en hård vind til kuling, mens temperaturerne vil nå op på 13 til 14 grader.
Regn, regn og atter regn.
Det må siges at være temaet for fredagens vejr i Nordjylland. Kigger man på TV 2 Vejrets billede over regionen, er det ellers grønne område dækket i blåt og med hvide skyer, der falder regn fra.
Her til morgen har den vestlige del allerede fået 24 millimeter nedbør, og der er ifølge TV 2 Vejrets Lone Seir hele 25 millimeter mere på vej.
- Så en rigtig våd dag, siger Lone Seir.
Temperaturerne ligger over 10 grader i morgentimerne, men de vil stige en smule, som timerne skrider frem. Så vi vil ramme 13 til 14 grader i det nordjyske i løbet af fredagen, fortæller Lone Seir.
- Forholdsvist mildt, men det bliver rimelig blæsende. Så det føles ikke så venligt derude. Der er en hård vind til kuling, siger Lone Seir.
I eftermiddagstimerne begynder vejret dog at klare op en smule, og vi får timer uden særligt meget nedbør. Men det er kun for en stund, fordi i løbet af aftentimerne dukker det næste regnvejr op, og det vil fortsætte med at være blæsende ud på aftenen.