Nordjylland er det bedste sted at bo, hvis du hurtigt skal vide, hvad du fejler

For andet kvartal i træk ligger Nordjylland i top, når det gælder om at overholde udredningsretten.

Når en patient bliver henvist til et hospital, har patienten ret til at blive udredt – altså få undersøgt, hvad vedkommende fejler – indenfor 30 dage.

Det er dog ikke altid, det kan lade sig gøre. I to ud af ti tilfælde må patienter med mistanke om fysiske sygdomme på landsplan vente længere tid end de 30 dage. I Nordjylland er det i andet kvartal af 2017 kun en ud af ti – og det betyder, at Region Nordjylland er den region i landet, som er bedst til at overholde udredningsretten.

- Ved mistanke om sygdom er det vigtigt, at man hurtigt får afklaret, om man har en sygdom, og i givet fald få sat gang i behandling. Derfor er udredningsretten et højt prioriteret område i regionen, siger regionsrådsformand Ulla Astman fra Socialdemokratiet.

Også psykisk syge patienter bliver hurtigere udredt. Fra første til andet kvartal i 2017 er der sket en forbedring i børne- og ungepsykiatrien, der betyder, at knap ni ud af ti bliver udredt indenfor de 30 dage i forhold til syv ud af ti i begyndelsen af året. For de voksne er tallet også ni ud af ti.

- I psykiatrien er der arbejdet hårdt benhårdt på at få flere patienter udredt inden for 30 dage. Og nu ser vi, at det store arbejde giver pote, siger Ulla Astman.

Konkret er der blevet ansat flere læger i børne- og ungepsykiatrien, mens der også har været fokus på at forbedre arbejdsmiljøet.

Regionsrådet har sat 21,8 millioner kroner af til at indfri målet med hurtig udredning og behandling i budgetaftalen for 2017, mens regeringsaftalen har sikret 16,7 millioner kroner til området.


Seneste nyt

fra Nordjylland