Nordjyllands Politi roser bilister: - Ingen alvorlige ulykker trods massivt snevejr
De nordjyske trafikanter får ros fra Nordjyllands Politi for at køre efter forholdene. VIDEO: Per Frank Paulsen
Tirsdag bliver mere nådig rent vejrmæssigt - alligevel råder Nordjyllands Politi bilisterne til at køre forsigtigt.
Massive snebyger, lokale isslag og dårlig sigtbarhed er normalt en farlig cocktail for trafikken.
Men selv om mandagen bød på vejrforhold, der kan udfordre selv elitebilisten, så er Nordjylland indtil videre sluppet for alvorlige trafikulykker.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.
- Vi har kun haft et enkelt registreret uheld på Bredgade i Brønderslev, hvor en bilist anmeldte, at han var blevet påkørt bagfra. Men ingen personer kom til skade - der skete kun materiel skade på bilerne, fortæller vagtchefen.
Glatføreuheld har dermed ikke fyldt meget i døgnrapporten, selvom sneen dalede ned over flere områder i Nordjylland.
- Nej, det er bestemt ikke noget, vi har været massivt lagt ned af. Vi ved selvfølgelig ikke hvordan aftenen kommer til at se ud, for det kan hurtigt vende, men indtil videre har der været roligt hvad dét angår, fortæller Jesper Sørensen.
Opfordringen fra Nordjyllands Politi er som altid den samme, når der er glat på vejbanen.
- Kør efter forholdene, siger vagtchefen.
Regn på vej tirsdag
Tirsdag bliver også en kold dag med temperaturer på mellem en og fem grader, så også her kan det give god mening at følge opfordringen fra Nordjyllands Politi om at køre forsigtigt.
Der kommer dog ikke primært sne som om mandagen. I stedet vil der samlet set for tirsdag og onsdag falde omkring 10-15 millimeter regn.
Onsdagen bliver både varmere og mere blæsende. Generelt 5 til 8 grader og op til hård sydvestlig vind.
Det skriver TV2 Vejret.