Nordjyske hospitaler forbereder flere intensivpladser

Region Nordjylland opskalerer den intensive kapacitet fra 46 til 62 pladser i tilfælde af, at flere patienter får brug for indlæggelse og intensiv behandling.

Den stigende coronasmitte får de nordjyske hospitaler til at gøre klar til at kunne håndtere en eventuel stigning i antallet af indlagte, som har brug for intensiv behandling.

Før jul blev kapaciteten øget fra 35 til 46 intensivpladser på Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland. 

Nu er der lagt en plan for, hvordan regionens hospitaler kan opskalere yderligere fra 46 til 62 intensivpladser. Såfremt det bliver nødvendigt at øge antal intensivpladser til 62, vil fordelingen mellem Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland være henholdsvis 47 og 15 intensivpladser. 

- Planen indebærer, at vi i Aalborg udnytter de fysiske rammer til det maksimale, og i Hjørring tages nogle senge i brug, der ligger uden for intensivafsnittet men lige i nærheden, siger Anne Bukh, koncerndirektør for sundhed i Region Nordjylland.

Følger udviklingen nøje

Det kan være svært at forudse, hvad der kommer til at ske på længere sigt. Lige nu er der en høj belægning på de nordjyske intensivpladser, og det er derfor, Region Nordjylland har lagt en plan for, hvordan de kan opskalere yderligere. 

- Vi følger nøje smittetallene og udviklingen i antal indlagte med corona, og på den baggrund kan vi foretage en trinvis øgning af antallet intensive sengepladser. Det er vi lykkedes med hidtil, og det er jeg sikker på, at vi også vil kunne klare fremadrettet, siger Anne Bukh.

For nylig blev der indgået aftaler mellem Region Nordjylland og de faglige organisationer Dansk Sygeplejeråd og FOA om en ny beredskabsaftale, der sikrer flere hænder.



Seneste nyt

fra Nordjylland